Corona: Læs her om Jammerbugt Kommunes tiltag på en række områder - og hvor du kan få svar på dine spørgsmål

Både borgere, virksomheder og ansatte i Jammerbugt Kommune må hver dag tilpasse sig den nye virkelighed, alle står i.

Jammerbugt Kommune arbejder på at tilpasse driften, så den følger Regeringens og Sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og på samme tid støtter op om den situation, borgerne og virksomhederne står i, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Vi har samlet status for flere områder her:

Jobcenter Jammerbugt

Medarbejderne i Jobcenter Jammerbugt arbejder fortsat, og er til rådighed på telefonen inden for normal åbningstid. De borgere, der pga. den nuværende situation bliver sagt op eller bliver hjemsendt, står jobcentret klar til at hjælpe.

Folkeskole og dagtilbud

Mandag var 100 børn tilmeldt kommunens nødpasning, primært de 0-6 årige. Nu to dage efter er antallet af børn, der har brug for nødpasning, på 56. Forældrene i Jammerbugt Kommune har taget budskabet til sig om at holde børnene hjemme, i det omfang det kan lade sig gøre i forhold til arbejde osv.

Mange forældre henvender sig for at spørge om returnering af forældrebetaling af dagtilbud og SFO. Børne- og undervisningsministeriets udmelding er, at forældrebetalingen fortsætter uændret i perioden, hvor dagtilbud og skoler har lukket ned og etableret nødpasning. Som det ser ud nu, vil der derfor ikke ske en tilbagebetaling af forældrebetalingen i perioden, hvor dagtilbud og skoler er lukket ned og har nødpasning.

Det kan naturligvis ændre sig, hvis regeringen træffer en anden beslutning. I det tilfælde vil Jammerbugt Kommune naturligvis følge regeringens ændrede retning og direktiver. Undervisningsministeriet har samlet en række spørgsmål og svar på deres hjemmeside: Find svar på mange af jeres spørgsmål her: www.uvm.dk/…/information-til-uddannelsesinstitutioner-om-co…

Kollektiv trafik med færre adgange

Fra 18. marts har Jammerbugt Kommune lukket for lokalruterne i kommunen, da der ingen passagerer er med busserne. Regionalruterne og buslinje 12 fortsætter – dog med færre afgange.

Borgerne har fortsat mulighed for at bestille flexture. Til flexturene sørger NT for større køretøjer og kører i større omfang kun med én passager ad gangen.

Genbrugspladser har adgang for erhverv

Kommunens genbrugspladser er lukket i denne periode for at mindske smittespredningen af cornavirus.

På genbrugspladserne er der dog adgang for erhverv. I Pandrup og Fjerritslev er der adgang for erhverv fra kl. 6. I Brovst kan erhverv komme ind fra klokken 7.

For at benytte genbrugspladserne skal virksomhederne være tilmeldt genbrugspladsordningen – det kan ske på virk.dk på dette link. Alle virksomheder, der har brug for at benytte genbrugspladserne, får kode til porten. Genbrugspladserne er videoovervågede. Det er ikke muligt at aflevere affald, der skal placeres inden for - for eksempel elektronik og farligt affald.

Hjælp og vejledning til virksomheder i Jammerbugt Kommune

I Vækst Jammerbugt holder man sig løbende orienteret om udvikling af konsekvenserne af coronavirus for virksomheder, og Vækst Jammerbugt holder sig ajour i forhold til de vejledninger og hjælp virksomheder kan få. Udover at kontakte Vækst Jammerbugts egne konsulenter på 7257 8980 eller på mail: vaekst@jammerbugt.dk for hjælp og sparring, anbefales det Jammerbugts virksomheder at: holde sig ajour på Erhvervsstyrelsens officielle virksomhedssite www.virksomhedsguiden.dk omkring hvorledes virksomheder skal forholde sig under corona-situationen. Der er en ligeså tilkoblet en telefonisk hotline til virksomheder: 72200034.

Det er desuden muligt at benytte sig af Erhvervshus Nordjyllands team af rådgivere. De har lavet et særligt corona-team /coronaberedskab: https://ehnj.dk/corona-beredskab.

Tjekke Vækst Jammerbugts hjemmeside – siden opdateres løbende - https://vaekst.jammerbugt.dk/.

Særlig appel til Unge

I forlængelse af Statsministerens og Dronningens taler tirsdag aften, sender Jammerbugt Kommune også en appel til de unge om at holde sig til myndighedernes anbefalinger. Kommunens ungdomsskole og SSP (samarbejdet inden for Skole, Socialforvaltning og Politi) følger op med informationsfilm og direkte kontakt til gruppen.

Information samlet ét sted

Jammerbugt Kommune har samlet generelle informationer om, hvordan Jammerbugt Kommune håndterer driften af de områder, som vi må og skal opretholde. Den er på: https://www.jammerbugt.dk/kommunen/coronavirus/hvad-betyder-det-for-dig/. Siden opdateres løbende.

Ved tvivlsspørgsmål kan kommunens hovednummer tlf.: 7257 7777 kontaktes.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...