OPRYKNING: Anfører Christian Rye fortæller i podcasten Ripodsten, at Jammerbugt FC går efter førstepladsen i 2. division pulje 1

Jammerbugt FC bør gå efter førstepladsen i 2. division pulje 1. Sådan lyder det fra Jammerbugt FC-anfører Christian Rye i NORDJYSKEs fodboldpodcast Ripodsten.

Nordjyderne lå også på førstepladsen i rækken, indtil coronanedlukningen af Jammerbugt Kommune medførte, at spillerne blev hjemsendt, og holdet missede tre turneringskampe.

- Vi ved godt, hvor vi står. Først og fremmest er jeg overrasket over, at hold som Middelfart og Aarhus Fremad ligger, som de gør. De var kæmpe favoritter. Så alt kan ske i rækken. Den er tæt, siger Christian Rye.

- For at være helt ærlig er der ikke meget andet at gå efter end at blive nummer et. Vi rykker jo op i det, der bliver den nye 1. division, hvis man bliver nummer to til seks. Det vil være for nordjysk at sige, at vi går efter top-seks. Ambitionsniveauet skal være højere. Om vi bliver toer eller sekser giver det samme, så vi skal være stærke nok til at have ambitioner om at blive nummer ét, lyder det fra ham.

2. division skal efter denne sæson deles op, så der fremadrettet er en ekstra divisionsrække i dansk fodbold. Dermed kan Jammerbugt FC ende i alt fra landets næstbedste række til Danmarksserien - eller de kommende 2. division og 1. division herimellem.

Men står det til Rye, skal Jammerbugt FC være i landets næstbedste række fra sommeren.

- Jeg synes, at vi har niveauet til at tage den på os og gå efter den førsteplads, siger Christian Rye.

I podcastafsnittet fortæller midtbanespilleren desuden om skuffelsen over ikke at slå igennem som superligaspiller i AaB. Øvrige gæster er AaB-træner Peter Feher og sportsjournalist Søren Olsson. Vært er Jens Otto Barsøe.

Ripodsten kan høres på din foretrukne podcastplatform eller på nordjyske.dk/lyt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...