I år skulle Vendsyssel Festival have markeret sit 50-års jubilæum med en række fantastiske koncerter rundt om i hele landsdelen. Desværre gjorde Covid-19-situationen, at festivalen måtte aflyses og alle koncerter udsættes til sommeren 2021.

Det gjorde, at Vendsyssel Festivals ledelse havde ekstra tid til at arbejde med et projekt, som blev startet i 2019, nemlig at få lavet en bog om festivalens historie gennem de 50 år.

NORDJYSKEs musikanmelder Tore Mortensen blev hyret til arbejdet med at skrive og samle alt materialet om festivalen gennem de mange år.

Bogen har fået titlen ”Musik – natur – mennesker / 50 år med Vendsyssel Festival”.

- Det er blevet en flot, spændende og informativ bog. I bogen er der bidrag fra en række af festivalens styrelsesmedlemmer, men også med bidrag om oplevelser i festivalen fra publikummer og musikere, der har optrådt i festivalen, oplyser festivalens formand Jørgen Boe i en pressemeddelelse.

Bagest i bogen, der er på 168 sider, ligger 2 CD’er med 37 optagelser fra koncerter i festivalen lige fra 1972 og frem til 2019. Det er optagelser som organist Gorm Back Pedersen og sognepræst Henning Kristensen har lavet suppleret med optagelser, som Danmarks Radio har lavet.

Bogen koster 200 kroner og den kan købes via festivalens hjemmeside www.vendsysselfestival.dk eller ved henvendelse til festivalens formand Jørgen Boe eller festivalens PR-sekretær Thorkil Mailand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...