AMBASSADØR: Det kommende år skal den tidligere erhvervsleder Ernst Trillingsgaard udbrede kendskabet til vildmosekartoflen

VILDMOSEN: Solen var skarp over Vildmoseporten, da den årlige Vildmosekartoffel Festival blev afholdt lørdag.

Her var der dyr, veteranbiler og råvaremarked, som de besøgende nysgerrigt engagerede sig i. Men den primære begivenhed var selvfølgelig kåringen af 2019-ambassadøren for vildmosekartoflen.

I fjor blev lokalpolitiker Malou Skeel udnævnt, og denne gang blev øjnene rettet mod kulturlivet for at finde den rette.

Ernst Trillingsgaard, tidligere direktør for Aalborg Kongres & Kulturcenter, blev således overrakt den gyldne kartoffelskræller og et diplom.

- Jeg tror, at jeg vil lægge skrælleren i skuffen med det samme, så jeg ikke risikerer at skulle skrælle kartofler selv, lød det humoristisk fra ham.

Han lovede at udbrede kendskabet til vildmosekartoflen og luftede idéen om en kartoffeluge på Restaurant Papagøjehaven, der ligger i AKKC.

Derudover får Trillingsgaard fri adgang til vildmosekartofler det kommende år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...