BOKSNING: Trods bøvl med kommunegrænser fik Pandrup Bokseklub den obligatoriske guldmedalje ved danmarksmesterskaberne, da Frederik Lundgaard Jensen igen kom til tops

Endnu et år, endnu en danmarksmestertitel til Frederik Lundgaard Jensen. Ved DM i boksning, som blev afholdt i Nørresundby i weekenden, hentede Pandrup-bokseren endnu en guldmedalje til den omfattende samling.

I år var den 24-årige gået op i vægt og kæmpede dermed i letweltervægt. Det betød også hårdere modstand i finalen, hvor den lokale bokser slog landsholdskammeraten Nikolai Terteryan.

Begge boksere er OL-kandidater i og med, at Frederik Lundgaard Jensen kommer til at gå ned i vægtklasse i den fortsatte jagt på en billet til de olympiske lege.

Foruden en guldmedalje i letweltervægt hentede Frederik Lundgaard Jensen også som årets elitetekniker ved danmarksmesterskaberne.

Pandrup Bokseklub havde også Malek Masoud med til DM, men han måtte se sig slået i semifinalen.

Jonas Jakobsen måtte melde afbud til danmarksmesterskaberne, da han er bosat i Jammerbugt Kommune og dermed ikke kunne deltage i Nørresundby. Torben Keller, der blev danmarksmester i 81 kg-klassen i fjor, deltog heller ikke i år. Det skyldes dog prioritering af job og familie frem for kommunegrænser.

Frederik Lundgaard Jensen kunne deltage ved DM, da han i øjeblikket er bosat i Vejle, hvor han træner med landsholdet med henblik på at kvalificere sig til OL. Malek Masoud er bosat i Aalborg Kommune.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...