Svend Flyvbjerg gæstede træskibslauget

Tekst og foto af Flemming Dahl Jensen

GJØL: Gølbådens Træskibslaug får mange besøgende på Bjergets Vej, hvor man er i fuld gang med opbygningen og restaureringen af båden. Formålet med Gøl Bådens Træskibslaug er at restaurere og bevare fragt- og passagerbåden ”Gøl” fra 1908.

For nylig havde stedet besøg af bådens sidste ejer, Svend Flyvbjerg.

- Jeg har fulgt projektet løbende, fortæller Svend Flyvbjerg, mens han retter lidt på sin medbragte stok.

- Jeg har et helt specielt forhold til båden. Den er faktisk opkaldt efter mig, og den har faktisk båret mit navn siden 1943, hvor jeg blev født, og hvor min far Arne Flyvbjerg sammen med N. C. O. Christensen købte båden.

- I 1943 blev båden ”Svend” godkendt som stenfiskerfartøj med en lasteevne på 30 mt. Jeg forærer båden til Aalborg Marinemuseum i 1994. Men de har svært ved at rejse økonomien til en renovering hvorefter båden kunne udstilles. Der sker ikke noget med båden, før den overdrages af Aalborg Marinemuseum til Gøl Bådens Træskibslaug.

- Det glæder mig utroligt meget at kunne se den store fremgang, der sker med skibet. Nu får man virkelig tro på, at skibet igen kommer i fjorden.

De frivillige kommet så langt, at den sidste planke på skibet bliver monteret den 26. februar klokken 11.

- Her vil vi gerne give lidt godt til ganen, fortæller formanden for Gølbådens Træskibslaug, Søren Petersen.

- Det er en stor dag for det store frivillige arbejde, som bliver udført.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...