Inviterer til reception fredag 15. marts

AABYBRO: Der var snestorm 17. marts 1994. Susanne Vestergaard husker tydeligt dagen, hvor hun for første gang bød inden for i salonen, Klipoteket, som hun havde overtaget 5. marts samme år.

Det var i ejendommen Vestergade 10 i Aabybro, hvor salonen holdt til i to år for så at flytte over på den anden side af vejen til Vestergade 9.

Samme sted inviterer Susanne Vestergaard - bedre kendt som Sanne Matas - til reception fredag 15. marts i anledning af sit 25 års jubilæum, og hun håber, at mange kunder, forretningsforbindelser, familie og venner lægger vejen forbi.

Susanne Vestergaard blev uddannet frisør hos Klip & Krøl i Aabybro og fik derefter job hos Frisør Kjeld i Hjørring, hvor hun arbejdede i halvandet år.

Men hun bar rundt på en lyst til at blive selvstændig og trods formaning fra hendes far - Jørgen Mikkelsen, mangeårig indehaver af Matas i Aabybro - så kunne hun ikke slippe af med tanken om at få sin egen salon, også fordi hun fik flere opfordringer om at vende hjem til Aabybro.

- Min far mente, at jeg som 22-årig ikke var moden nok, og jeg bare ville forære det hele væk. Han sagde til mig, at rabat er noget, der ligger på vejen, ikke noget man giver, og man skal behandle kunderne ens, husker Susanne Vestergaard med et smil.

Derfor gik der endnu et par år, før hun slog til, da lejligheden bød sig.

- Og mine forældre og familie har altid været en god støtte for mig, siger Susanne, der er gift med Ole Vestergaard, og sammen har de pigerne Emma og Sara.

Sanne Matas har svært ved at forstå, det nu er 25 år siden, hun åbnede sit livsværk. Med årene er det blevet til mange snakke med kunderne, som hun derfor er kommet til at kende rigtig godt.

Mange af dem er kommet i Klipoteket i alle 25 år, og derfor følger man med i hinandens liv i medgang og modgang, og mens salonen får besøg af flere generationer fra samme familier, så kommer der stadig også nye kunder til.

- Vi har mange søde, trofaste kunder, og havde vi ikke haft dem, havde vi ikke været her så længe, siger Susanne Vestergaard.

Og at man ikke bare skifter Klipoteket ud med en anden salon, bliver også bevist af, at selvom man er flyttet til Aalborg, så besøger man stadig Klipoteket for at blive klippet hos Susanne Vestergaard og Mette Ovesen, når man er hjemme i Aabybro eksempelvis for følge fodboldtræningen.

- Årene er virkelig gået hurtigt, men det har været gode år, og jeg er så glad for at have Mette Ovesen. Hun er en vakker pige, og vi hygger os sammen med kunderne, siger Susanne Vestergaard.

Desuden fremhæver hun den gode udvikling i Aabybro, ligesom hun er glad for sin salons placering i Vestergade med mulighed for at parkere lige uden for bygningen, der med en ny udlejer står foran at få et løft.

Hun har også prioriteret at følge med udviklingen og modens skifte, hvorfor Susanne Vestergaard og Mette Ovesen ofte er på kurser, ligesom instagram kan give inspiration.

- Det her er både mit fag og min hobby, og jeg er virkelig glad for mit arbejde, siger Susanne Vestergaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...