2. påskedag er der ForestToTheBay

BLOKHUS: 2. påskedag inviterer PGU Runners med start fra Gateway Blokhus til 5. udgave af succesløbet ForestToTheBay, og masser af løbere er igen klar til en ny stor motionsdag i Blokhus Klitplantage.

Der løbes på fire forskellige distancer, børneløb på 420 meter. ”Den Lækre” på fem kilometer. Kvartmaraton på 10,6 kilometer og halvmaraton på 21,2 kilometer.

- I 2017 ændrede vi med succes minimaratonruten fra 4,2 til fem kilometer. Det er lidt mere udfordrende, og giver mulighed for at lave en rigtig lækker rute gennem skoven, fortæller løbsansvarlig Peter Sigen fra PGU Runners.

- Og vi glæder os fra løbeklubbens side til at byde alle velkomne til endnu løbefest i skoven, på stranden og i Gatewayen, tilføjer han.

Kombinationen af de fantastiske naturomgivelser, distanceudvalget og tidspunktet for løbet rammer lige ind i hjertet på rigtig mange løbere, og er en oplagt mulighed for en løbedag/skovtur for hele familien.

- Vinteren har sluppet sit tag, og nu er foråret for alvor på vej. Påsken ligger ekstra sent i år og vi håber derfor på godt vejr. For os der til dagligt løber i skoven er stort set alt vejr lig med godt løbevejr, siger ruteansvarlig Lars Birkeholm Nielsen.

Første løb er børneløbet, og for de mindste er det en oplagt mulighed for snuse lidt til atmosfæren samt prøve deres første deltagelse i et rigtigt motionsløb.

- Det er supersejt med alle de små ivrige børn, der gir’ den max gas. Mange forældre løber med og støtter børnene. Ægte glæde opleves, når de løber i mål, får overrakt medalje og belønnes med en is fra Aabybro Mejeri, siger Lars. Birkeholm Nielsen.

Startskuddet til børneløbet går kl. 09.45. Efter løbet har børnene rig mulighed for at boltre sig på legepladsen, fitness-ruten eller bare hygge sig på Gateway-pladsen og i skoven.

- Vi har fået fantastisk opbakning fra handelslivet i Hune og Blokhus, hvor rigtig mange af de erhvervsdrivende har sponsoreret flotte lodtrækningspræmier. Vi håber, at mange tager familien med og andre vil komme og opleve den gode stemning, der er til vores løb, siger Mona Sigen fra løbsudvalget.

Der er mulighed for at tilmelde sig på dagen.

PGU Runners forventer omkring 6-700 deltagere i løbene 2.påskedag, der som noget nyt i år indgår som 7. og sidste løb i DGI Nordjysk Trail Cup 2018/2019. Der vil være præmieoverrækkelse til de samlede vindere i cuppen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...