Ros fra antenneformand til Stofa

AABYBRO: Steen Paulsen, formand for Aabybro Antennelaug, kan tørre sveden af panden. Store Skiftedag, hvor antenneforeningen skiftede leverandør fra YouSee til Stofa, forløb uden ret meget bøvl.

- Meget kunne gå galt, men det gik over al forventning, siger Steen Paulsen.

Tirsdag 8. januar skiftede antenneforeningen fra YouSee til Stofa. Den ny leverandør havde en halv snes biler på vejene, så der kunne ydes den nødvendige hjælp.

- En del ældre skulle have hjælp til bl.a. at finde programmerne, men i løbet af dagen kunne alle se fjernsyn igen, siger Steen Paulsen, som roser Stofa for indsatsen på skiftedagen.

- Jeg synes, det blev en positiv oplevelse, siger antenneformanden.

Lige nu har alle adgang til den store tv-pakke uanset om man har bestilt den lille eller mellem-pakken.

- Først i slutningen af januar eller begyndelsen af februar får vores medlemmer den pakke, de har bestilt, fortæller Steen Paulsen.

Også Steen Holm fra Stofa er tilfreds med forløbet af skiftedagen.

- I det store og hele gik det gnidningsløst. Vi havde det nødvendige mandskab til rådighed. Allerede ved middagstid om tirsdagen havde langt de fleste fjernsyn igen, siger Steen Holm.

Han lover, at der midt i denne uge igen skulle være helt normale tilstande i antenneforeningen.

Den ny aftale med Stofa gælder for fem år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...