I godt 45 år har Lions Club Aabybro inviteret til Højrebsfest, men i år kom Corona i vejen

AABYBRO: I godt 45 år har Lions Club Aabybro inviteret til Højrebsfest.

Og det har klubben også gjort i år, helt præcist til 21. marts, men de 448 tilmeldte har netop fået besked om, at festen er aflyst på grund af frygten for Corona-virus.

Højrebsfesten er en af hjørnestenene i klubbens aktiviteter, og festen plejer at genere et pænt overskud til klubbens humanitære arbejde.

- Så en ting er, at vi går glip af en god fest med mange glade deltagere, men vi må også vinke farvel til et økonomisk overskud, siger Søren Nygaard, der er præsident for klubben.

- Vi har forberedt os længe, vi har fået mange tilmeldinger, og vi har foretaget bestilling ved mange leverandører af lokaler, musik, mad mv., men da det i løbet af onsdagen stod klart, at det ikke var forsvarligt at gennemføre festen, så blev vi nødsaget til at trykke på Plan B-knappen, som hedder aflysning. Onsdag aften og torsdag formiddag er gået med at informere leverandørerne og de mange gæster. Leverandørerne har vist forståelse for situationen, og alle behandlet os pænt. Og gæsterne får selvfølgelig refunderet billetprisen. Det er en underlig situation, men vi håber Danmark kommer godt igennem virusen, og vi ser frem til, at vi igen kan invitere til fest slutter en travl Søren Nygaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...