GJØL: Der er lige nu en større stigning i antallet af coronasmittede i Jammerbugt Kommune, der nu er en af de hårdest ramte kommuner i landet i forhold til indbyggertallet – og stigningen ses blandt andet lokalt i og omkring Gjøl. Det får Region Nordjylland til at sende mobile testenheder til Gjølhallen.

- Det er vigtigt, at vi hurtigt får afdækket og inddæmmet smitten. Det gode samarbejde med regionen kommer til at få en positiv indvirkning på at få smitten stoppet, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade.

- Men test gør det ikke alene, opbakningen fra borgerne på Gjøl er utrolig vigtig og vi skal stadig huske at efterleve sundhedsstyrelsens anbefalinger om afstand og hygiejne, lyder det fra borgmesteren.

Alle der er over 2 år og ikke har symptomer kan lade sig teste uden tidsbestilling. Det bliver muligt i Gjølhallen på Rønnebærvej 12 mellem klokken 10.00 og 17.00 onsdag og torsdag i uge 42. Derudover er det allerede muligt at blive testet hver tirsdag mellem klokken 10.00 og 17.00 i Jammerbugt Sundhedshus i Brovst.

Hvis du har symptomer på corona, skal du have en henvisning fra din læge til at blive testet på et af regionens hospitaler. Det samme gælder for børn under 2 år både med og uden symptomer.

Regionrådsformand Ulla Astman (S) fortæller, at man med de mobile testenheder har haft erfaring og succes med at få lukket konkrete lokale smitteudbrud ned hurtigt.

- Det er vigtigt med en let adgang til test, og vi vurderer hele tiden, hvor behovet er størst. Det er vores opgave som region at udføre test, og de mobile testenheder sender vi ud, når der er et særligt behov. Det kan vi se, at der er lige nu i og omkring Gjøl, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Hun understreger dog, at det ikke er testningen alene, der gør udslaget. En stor opbakning blandt nordjyderne til at sørge for at holde afstand, holde god håndhygiejne og følge de generelle anbefalinger er af stor betydning ifølge regionrådsformanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...