4. maj: 75 året for Danmarks befrielse blev fejret i bøgekatedralen bag Jetsmark Præstegård

Det blev en flot og stemningsfuld fejring af 75 året for Danmarks befrielse 4.maj.

Sådan konstaterer Doris Kjærgaaard, der er organist ved Jetsmark Kirke.

Hun fortæller videre, at bøgekatedralen bag Jetsmark Præstegård og Pandrup Plejecenter viste sig fra sin aller smukkeste side med solens lave aftenlys på de lysegrønne bøgeblade.

Med Ida Hovde og Nicholai Andersen på tenortuba og trompet blev stemningen lagt med festlig messingklang. En lille gruppe fra Jetsmark kirkes ungdomskor sang for på de danske sange og salmer under ledelse af organisten i Jetsmark Kirke, nemlig Doris Kjærgaard selv.

Sønderjysk Forening var til stede med fanen, og fejringen fik på denne måde også et link til 100 året for genforeningen med Sønderjylland. Sognepræst Michael Berg stod for oplæsning af Kaj Munk og bandt det hele smukt sammen.

For at give hele sognet mulighed for at lytte og synge med, blev det hele livestreamet af kirke-kultur medarbejder Karen V Olesen og kan ses på www.jetsmark-kirke.dk og på de sociale medier indtil 17. maj.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...