Sparekassen Vendsyssel er en velkendt sponsor i det lokale fritidsliv på tværs af hele Jammerbugt Kommune. Den indsats forstærkes nu i Aabybro, hvor det lokale pengeinstitut er blevet hovedsponsor i DGI Huset.

Sponsoratet indebærer støtte til en storskærm i entréen, hvilket kommer fra Sparekassen Vendsyssels Fond, mens den ene hal har fået navnet Sparekassen Vendsyssel Hallen.

- Vi er i gang med at styrke vores relationer til den lokale sportsånd her i byen. Vi har allerede en række hovedsponsorater i foreningerne, og med vores indsats i DGI Huset understøtter vi vores kerneværdier i Sparekassen. Det handler blandt andet om at være lokalt forankrede. Vores hensigt er at være med over hele linjen for de foreninger, der har hjemme i huset, fortæller afdelingsdirektør i Aabybro, Erik Kolind Nielsen.

Foruden at lægge navn til en hal og støtte storskærmen har sparekassen også fået en reklame i svømmehallen. Det knytter sig blandt andet til hovedsponsoratet i Aabybro Svømmeklub, der har hjemme der. Foruden at støtte svømmeklubben har Sprekassen Vendsyssel også hovedsponsorater i Aabybro HK og Aabybro Badminton Club.

- Det handler om at styrke de unge mennesker her i byen. Vi er også ved at indlede samarbejde med endnu flere klubber i Aabybro. Her vil vi gerne lave flere tiltag i byen, siger Erik Kolind Nielsen.

I Aabybro HK har pengeinstituttet fået sit logo på 300 overtrækstrøjer, som er klar til brug på tværs af senior- og ungdomshold.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...