SHOPPING: Den nye butik på 750 kvadratmeter var godt besøgt fra morgenstunden, og det glædede ejeren, Lasse Nielsen sig over

BLOKHUS: Et voldsomt blæsevejr ved navn Laura og en virus, der hedder Corona var uinviterede gæster, da Spar åbnede sin butik på 750 kvadratmeter på torvet i Blokhus.

Men det ødelagde nu ikke dagen, fortæller Lasse Nielsen, der ejer butikken og som selv var klar til at byde de første kunder velkommen med blomster.

Forretningen er Lasse Nielsens anden Spar, ide han ejer en lignende foreretning i Hune med Meny-købmanden i Saltum, Rikard Andersen som investor.

Han er selv godt tilfreds med dagen trods de forskellige uforudsete udfordringer.

- Jeg synes, det har været en rigtig god dag selvom betingelserne med Laura og Coronavirus jo ikke er helt perfekte, siger han.

Lasse Nielsen bemærker også, at interessen var som han havde håbet på.

- Der var pænt mange her fra morgenstunden, og de havde ros til både sortiment og butikkens indretning, så det er helt, som vi havde håbet på, siger han.

Til gengæld noterer han sig, at kunderne handlede ganske varieret - og at de heller ikke gik i gang med at hamstre.

- Selvfølgelig var der også godt salg i rugbrød og toiletpapir, men det var nu altså på ingen måde i nærheden af at være så voldsomt, som vi har set det, siden Statsministerens udmelding i aftes, siger han.

- Og heldigvis for det, for der er slet ingen grund til at hamstre, for vi har varer nok.

Det bliver Martin Pedersen, der kommer fra et job som butikschef i Lidl i Skagen, der skal være den daglige bestyrer i Spar i Blokhus. Udover butikschefen arbejder fire fastansatte og 15 løsarbejdere i butikken, oplyser Lasse Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...