TUR I BYEN: Selvom der ikke er turister fra udlandet, var der Kristi himmelfartsdag stadig en del folk i Blokhus

BLOKHUS: Kristi himmelfartsferien var spået til at begynde med et par sommerlige dage, så vi tog temperaturen i Blokhus først på dagen.

Coronaen betyder, at der ikke er udenlandske turister, men en del danske havde alligevel fundet vej til stranden allerede om formiddagen.

Det var dog mest mågerne, som var i vandet, men mange var nede og købe friske fisk - og nogle - måske lidt mere usædvanligt på en strand - friske blomster.

Gennem 25 år har Svend Morville nemlig solgt blomster fra stranden. Han plejer at begynde i påsken og være der på udvalgte dage sommeren over.

- Det er jo et noget specielt år - også på blomsterfronten. Men en hel del sommerhusejere ved jo, at jeg er her, og de kommer ned og henter planter til husene. Det er især de halvsmå palmer og Dronning Ingrid pelargonier, som folk gerne vil have, fortæller Svend Morville, der er uddannet gartner, men også har brugt 40 år af sit arbejdsliv som lærer.

På Torvet er der omkring middag ved at være pænt med folk. Ikke som en normal, varm sommerdag - men formelt er det jo også stadig forår. Et af trækplastrene er skelettet fra den finhval, som strandede i Blokhus for tre år siden.

Men også butikkerne og is-stederne ser ud til at blive pænt besøgt. Trods den specielle tid med mangel på udenlandske turister.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...