BYFEST: Gruppen bag Aaby Sommerfest ramte de deltagertal, som man i forvejen havde regnet med gennem weekenden

aabybro: Gennem weekenden blev Aaby Sommerfest afholdt, og en tilfreds styregruppe kan se tilbage på nogle dage med masser af deltagere.

I alt var omkring 400 mennesker til fest i DGI Huset, hvor der blev budt indenfor både fredag og lørdag, mens omkring 500 mennesker besøgte festivalpladsen lørdag. Det fortæller Karen Bering fra styregruppen.

- Det er super fint. Det var lidt de tal, som vi havde sat for os. Vi ville gerne have flere til festerne om aftenen, men det er svært at spå om. Til gengæld blev folk blæst væk til festerne, hvor især Noah var et stort hit, og stemningen var virkelig god, fortæller hun.

Sangeren Noah var et af navnene på plakaten - sammen med Geo og Martin Brygmann - lørdag aften, mens Kirsten Siggaard og Søren Bundgaard stod for underholdningen fredag i DGI Huset.

På markedspladsen var der lørdag og søndag masser af underholdning rettet mod både børn og voksne. Tryllekunster, livemusik og meget andet trak folk til.

En af de store attraktioner var, da tre jægersoldater landede i faldskærm med Dannebrog lørdag, hvor nationalflaget fyldte 800 år.

Her sang Stine Nygaard for til nationalsangen.

- Vi har haft som mål at ramme alle målgrupper og delt rollerne lidt ud i styregruppen. Men vi har haft hænderne fulde og selv varmet rundstykker hver morgen, været i køkkenet og gået masser af kilometer på et lille område, fortæller Karen Bering.

Når pulsen igen er blevet normal hos initiativtagerne, kan man se tilbage på sommerfesten og vurdere, om det skal gentages næste år - på den ene eller anden måde.

- Vi får det lidt på afstand, og så skal vi have det store evalueringsmøde. Nu har vi prøvet det og givet flere ting en chance, og så må vi vurdere, om det skal være tre dage eller mindre. Vi har en god nok fornemmelse af det efter at have snakket med folk, men vi sætter os ned og ser, om det er noget, der skal gøres igen. Jeg håber på det, men vi skal også se på, hvordan formen bliver, fortæller Karen Bering.

I år valgte man at give overskuddet videre til en ny legeplads i byen.

Kommer byfesten igen næste år, så skal der et nyt formål på plads.

- Tanken er, at vi finder en ny ting hvert år, som pengene går til. Vores eneste krav er, at pengene skal blive i byen og give noget tilbage til borgerne. Det skal gøre Aabybro bedre. Det har folk allerede givet flere gode forslag til, fortæller hun.

Man er allerede sikker på, at legepladsen ved Aabybro Skole bliver til noget.

- Kommunen har også frigivet midler, så legepladsen kommer senest i løbet af efteråret. Det er sikkert. Vi må se, hvor meget vi har samlet ind til den, og hvor fed den kan blive, slutter Karen Bering.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...