Skotlander Rom har succes med virtuelle romsmagninger. Anders Skotlander har demred omstillet forretningen og tapningen til en periode uden de typiske kunder

AABYBRO: Under normale omstændigheder er det lokale mærke Skotlander Rom et populært valg på landets restauranter, cocktailbarer og hoteller. Men grundet coronapandemien står de typiske salgskanaler stille for ejer Anders Skotlander.

Med base uden for Aabybro har Skotlander Rom dermed fundet nye veje mod danskernes smagsløg. Anders Skotlander lancerede i sidste uge virtuelle romsmagninger som en erstatning for de fysiske romsmagninger, han tidligere har afholdt rundt omkring i landet.

- Interessen har været rigtig fin. Vi lancerede mandag, og nu har vi solgt 500 af dem, fortæller Anders Skotlander over telefonen, mens baggrundsstøjen afslører, at han er i fuld gang med at tappe rom.

På under en uge har hans populære rom dermed fået en ny form, der tilpasses den aktuelle samfundssituation.

- Man køber en lille pose med fem forskellige rom, og så får man en video med, hvor man kan følge smagningerne. Vi har så omstillet produktionen og købt nyt tappeanlæg til at tappe de små flasker, siger Anders Skotlander.

Ifølge ham er omkring 90 procent af den typiske forretning gået i stå. Det har dog tvunget ham til at tænke i nye baner, som kan blive en styrke i fremtiden.

- Selvom mange har det hårdt nu, så skaber det innovation. Jeg tror helt sikkert, at det er noget, som vi vil fortsætte med. Vi ved heller ikke, hvordan den kommende tid bliver i forhold til større forsamlinger og mulighederne generelt, siger han.

- Det er også rart at vide, at vores rom bliver smagt rundt omkring i landet, selvom man ikke kan opleve dem på barer og restauranter, tilføjer han.

Foruden den optagede video, der sendes ud med de små romflasker, har Anders Skotlander også haft en direkte livesmagning. Fredag var knap 100 personer med igennem til en romsmagning, hvor iværksætteren præsenterede sine produkter.

- Det var rigtig fint. Det kunne vi godt finde på at gøre igen om nogle uger, siger han.

Skotlander Rom har base på Damvej ved Store Vildmose. Derudover foregår en del af lagring og tapning andetsteds som i de forhenværende Carsøe-lokaler i Pandrup samt i bunkeren bag Aabybro Mejeri.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...