NATUR: Den rødlistede dværgterne har i år indtaget et nyt yngleområde

Danmarks Naturfredningsforening Jammerbugt forsøger at beskytte en sjælden terne.

De har nemlig set, at den sjældne og rødlistede dværgterne i år har indtaget et nyt yngleområde i Jammerbugt Kommune, nemlig området mellem Kollerup Strand og Grønnestrand.

Stranden er meget yndet af badegæster, men for Danmarks mindste terne er det et problem, eller rettere for dens æg og unger. De er nemlig næsten umulige at få øje på mellem strandens småsten, og på en trafikeret strand er det derfor rent held, hvis det lykkes fuglene at få unger på vingerne.

Det var Lars Heiring fra bestyrelsen i Naturfredningsforeningen, der opdagede fuglene og dens rede, som kun er en fordybning i sandet. I dette tilfælde et fodaftryk med to æg.

- Han lagde et par store sten rundt om reden, og nu håber vi allesammen, det går godt. Det skal også understreges, at det altid er vigtigt at have hunden i snor på stranden om sommeren, men her er det altså ekstra vigtigt, skriver Søren Rosenberg fra Danmarks Naturfredningsforening Jammerbugt.

Dværgternen kendes på sin lille størrelse og hurtige svirrende flugt, især når den står stille i luften for at fiske. På tæt hold ser man den hvide blis og det gule næb med sort spids.

- Det er ikke kun dværgternen, der har det svært på badestrandene. Også stor præstekrave, som dog er mere almindelig, forstyrres af badegæster og hunde. Så vær opmærksom, når du færdes på stranden, så bliver du også belønnet med fine naturoplevelser, lyder opfordringen fra Danmarks Naturfredningsforening Jammerbugt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...