BYENS LIV: Traditionen tro danner stranden i Blokhus rammen for Sankt hans festligheder den 23. juni. Borgmesteren holder dette års båltale, mens gæsterne sidder i biler, og der vil desuden være bingo på stranden over bilradioen

Gennem årtier har Sankthansaften på Blokhus Strand været et enormt tilløbsstykke. Her har tusindvis af mennesker traditionelt fejret de lyse aftener med bål, midsommertale og musik. Denne smukke tradition ønsker Erhvervsforeningen Destination Blokhus ikke at ændre. Men restriktionerne vedrørende Covid-19 har gjort, at foreningen i år måtte tænke kreativt.

Dette udmunder sig i drive-in arrangement: ”Blokhus Bål og Bingo”, hvor der udover sankthansbål også vil være mulighed for at vinde fede præmier når derspilles bingo over bilradioen.

Arrangementet er i år flyttet til et lukket eventområde syd for badehusene med pladstil op til 150 biler.

Pladserne afsættes efter først til mølle-princippet. For at kunne deltage skal man ved indgangen på dagen købe en pladsbillet til 100 kroner, men så er der også bingoplader for op til fem personer med i prisen.

Grundet de særlige Covid-19 retningslinjer er arrangørerne blevet pålagt at lave et afspærret område, hvor der kun er adgang for deltagende biler. Alle skal blive inde i bilerne under hele arrangementet og der ikke vil være adgang til eventområdet og klitterne bagved i tidsrummet 18.30-21.30.

Desuden vil der være begrænset mulighed for gennemkørsel mellem Blokhus og Rødhus i perioden.

- Trods Covid-19 skal vi selvfølgelig fejre Sankt Hans i Blokhus med maner. Vi håber dog, at folk viser forståelse og overholder de gældende retningslinjer, da det er en særlig tid, hvor ikke alt er som det plejer. Men heldigvis er stranden i Blokhus lang og bred, så der er stadig rig mulighed for at hygge sig i klitterne eller i vandkanten, bare ikke i det 400 meter lange afspærrede område, hvor der kun er adgang for de deltagende biler, udtaler Jannie Ratke, eventansvarlig for Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

For at sikre bedst muligt udsyn for alle deltagende biler, håber arrangørerne på at kunne placeres bålet ude på havet.

Derfor er flere af de friske frivillige fra Team Blokhus i disse dage fuldt sving med at bygge en flydeponton til formålet.

Dog er dette betinget af fralandsvind, da de mange bølger ellers vil kæntre bålet og den store heks lavet af Hune NaturBørnehave vil ende på havets bund. Derfor flyttes bålet til vandkanten, hvis der skulle være oprørsk hav denne aften.

Kult bingovært

Aftenen starter med bilbingo, hvor der spilles om flotte præmier fra de erhvervsdrivende i Destination Blokhus.

Over bilradioen vil den legendariske bingovært Peter Skram lader tallene rulle. Peter er nok Danmarks bedst kendte bingovært med hele 30 års erfaring fra SIFAs Tv-Bingo. Ved Bingo skal der blinkes og dyttes med lygterne, hvorefter der kommer en af de friske frivillige fra Team Blokhus med præmien.

Borgmester på dybt vand

Årets båltaler er Borgmester for Jammerbugt Kommune, Mogens Christian Gade (V).

Mogens Gade har sagt ja til at stige ombord en lokal fiskerbåd, hvorfra årets midsommertale vil blive transpireret direkte over bilradioen.

Efter talen tændes bålet og så slutter arrangementet med midsommervisen som det hører sig til. Derefter opfordres alle biler til at forlade eventområdet og nyde resten af aften på egen hånd på Blokhus Strand eller hos en af byens mange hyggelige spisested eller beværtninger.

Program

19.00 Eventarealet åbner for biler. Sidste indkørsel er kl. 19.35.

19.45 Bilbingo over bilradioen med Peter Skram.

20.45 Båltale ved borgmester Mogens Chr. Gade.

21.00 Bålet tændes, og der synges midsommervise.

21.30 Eventområdet lukker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...