Møde: Det markerede revisorfirmaet fra Aabybro med en sammenkomst for kunder og forretningsforbindelser

Aabybro: Revisor Team Nord i Aabybro er blevet en del af rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO, og det markerede firmaet med en sammenkomst for kunder og forretningsforbindelser.

Og gæsterne gik derfra med ny viden.

Der var nemlig lagt et program, hvor en række eksperter fra BDO gjorde gæsterne klogere på emner som den nye ferielov, arbejdsgiverforpligtelser, skat og moms.

- Det var en god aften, siger Anette Frederiksen, der er registreret revisor og er en af de medarbejdere, der inden fusionen var ansat hos Revisor Team Nord.

Hun har siden 1. oktober, hvor sammenlægningen skete, været daglig leder af kontoret i Aabybro, der fortsat har adresse på Industrivej 10, og hun velkommer fusionen.

- Vi driver i dag en velkørende revisionsvirksomhed med høj kundetilfredshed, og den position ønsker vi at fremtidssikre ved at blive en del af BDO. Vi oplever et godt værdifællesskab med

BDO, og vi ser frem til at kunne tilbyde vores kunder adgang til en lang række specialkompetencer samt til, at vores medarbejdere får gode muligheder for faglig udvikling, siger hun.

Fusionen har betydet, at de 23 ansatte fra Revisor Team Nord, hvoraf fem er partnere har fået får knapt 1200 nye kolleger i BDO.

BDO har i forvejen syv kontorer i Nordjylland, og kontoret i Aabybro bliver hermed den ottende lokation i det nordjyske for BDO, der har i alt 31 kontorer fordelt over hele landet.

Torben Gyde, der er BDOs regionsleder i Region Nord ser ligeledes med tilfredshed på det nye samarbejde:

- Revisor Team Nord er et veldrevet revisionsfirma med dygtige medarbejdere og en fin kundeportefølje. Tilgangen af Revisor Team Nord sikrer os en meget stærk geografisk tilstedeværelse i Nordjylland, og beslutningen understøtter BDOs strategi om både at vækste organisk og via tilgang af attraktive aktører i markedet, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...