Fest: Fredag var der rejsegilde for den nye genbrugsplads ved Aabybro

Fredag var der rejsegilde for den nye genbrugsplads ved Aabybro. Her udvides med haveaffaldsplads og forbedrede kørselsforhold. Den opgraderede genbrugsplads er en del af det generelle arbejde med at løfte kvaliteten på genbrugspladserne på tværs af Jammerbugt Kommune.

Arbejdet med genbrugspladsen ved kommunens østlige hovedby er således det sidste i rækken gennem mere end 10 år med kommunalt fokus på genbrugspladser.

- Projektet for Aabybro Genbrugsplads er gået godt helt ud over det sædvanlige på trods af de særlige omstændigheder omkring corona, lød det i talen fra teknik- og forsyningschef Peter Albeck Laursen.

- Vi har stor tiltro til, at den gode stemning på pladsen også vil smitte af på dem, der skal arbejde på pladsen resten af tiden. God vind med arbejdet fremover. Så vi fra kommunen vil gerne sige tusind tak for det gode arbejde og samarbejde. Det kan kun blive et godt resultat i den sidste ende. Og vi glæder os, tilføjede han.

Når Aabybro Genbrugsplads står helt klar til brug, har Jammerbugt Kommune opfyldt masterplanen for kommunens genbrugspladser, som blev udformet i 2009. Den forventes færdig i starten af november.

I 2013 blev der lavet ny genbrugsplads i Fjerritslev, mens Pandrup fik ny i 2015. I 2018 blev Brovst Genbrugsplads opgraderet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...