Byens liv: Til juni er den tidligere Aabybropige klar til at snøre vandrestøvlerne

Aabybro: Til juni vil 37-årige Randi Jørgensen være med til at bestige Mount Elbrus på knap 5700 meter i velgørenhedens navn. Hun er oprindeligt fra Aabybro og er en del af foreningen Climb for Charitys tur op på Europas højeste bjerg - afhængigt af, hvor man trækker kontinenternes grænse.

Formålet med bjergbestigningen er at samle penge sammen til initiativet Legeheltene, som Børneulykkesfonden står bag. Legeheltene bruger tid på at skabe aktiv leg og bevægelse for indlagte børn.

- Jeg var i februar oppe på Kilimanjaro og fandt ud af, at trekking er helt fantastisk. Så jeg gik og tænkte meget over den her tur, og så faldt jeg over organisationen. Det er helt perfekt at gøre noget i en god sags tjeneste. Så det er både drømmen om at udfordre mig selv og støtte et godt formål, som driver mig, fortæller Randi Jørgensen.

Efter sin tilmelding fandt hun dog ud af, at turen bliver hårdere end først antaget.

- Jeg fandt ud af, at bestigningen bliver fra nordsiden, som skulle være endnu hårdere end normalt, siger hun.

Gruppen bliver på 14-15 mennesker, og heriblandt er den kendte fotograf Jan Grarup med på turen. Hele gruppen skal være med til at samle penge ind og skabe opmærksomhed om Legeheltene gennem f.eks. højdemetersponsorater.

Randi Jørgensen har blandt andet også været aktiv i Ingeniører Uden Grænser og har tidligere brugt kræfter på velgørenhed.

- Det er meget kendetegnende for de fleste af mine aktiviteter, at jeg har arbejdet med mennesker og børn, som jeg har forsøgt at gøre noget godt for. Denne gang er jeg ikke ude og gøre noget fysisk for dem, men der er alligevel det aspekt, der er vigtigst for mig på turen, fortæller hun.

Randi Jørgensen bor i dag i København.

I 2018 samlede Climb for Charity knap to millioner kroner ind til velgørenhed, og der har tidligere været kendte danskere som Joey Moe, Rikke Hørlykke og Peter Falktoft med på bjergbestigningerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...