AABYBRO: Den populære fællestræning under navnet Fitchallenge er genopstået i Aabybro.

Det sker ikke mindst efter ønske fra tidligere deltagere, der har savnet det at træne sammen to gange om ugen. Faktisk er det tre tidligere, lokale deltagere, der nu står for træningen.

Fitchallenge er for både mænd og kvinder, øvede eller ej, som har et ønske om at blive sundere og gladere. Ved øvelserne bruges især egen kropsvægt, og deltagerne finder selv det tempo, de kan være med i. På samme måde kan øvelserne tilpasses til deltagere, der måtte have nogle skavanker.

I Aabybro foregår træningen på græsplænen ved VUC & HF Nordjyllands afdeling i Teknologiparken. Et forløb varer otte uger, og undervejs tilbydes deltagerne tre kropsscanninger: Ved starten, midtvejs og som afslutning efter de i alt 16 træningsaftener. Scanningerne fortæller om ens muskelmasse, fysiske alder, fedtprocent med mere. Dermed er det muligt at følge ens fremskridt, hvilket motiverer til at blive ved med at træne - også selvom det jo foregår udendørs i al slags vejr.

Der lægges en plan for, hvad den enkelte deltager gerne vil opnå. Træningen kan dog ikke stå alene men kombineres med inspiration til en sund og varieret kost. Selvstændige Herbalife-medlemmer står bag fitchallenge-konceptet og fungerer som coaches, og derudover kan deltagerne motivere og inspirere hinanden - både ved træningen og gennem Facebook.

Som ekstra motivation afsluttes hele forløbet med en lille fest. Her anerkendes deltagerne for deres indsats, og der er særlige præmier til dem, der har tabt mest fedt og øget muskelmassen mest.

Der er planlagt endnu en fællestræning i Aabybro først i det nye år. Fitchallenge har eksisteret i tre år og findes nu i over 50 byer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...