BYENS LIV: Kulturministeren og to ambassadører var til fernisering, da Center for Papir kunst holdt fernisering på udstillingen Paper Dialogues

HUNE: Både den kinesiske og norske ambassadør, den danske kulturminister og kunstnere fra Kina og Kanaløen Jersey var med, da Center for Papirkunst i Hune fredag inviterede til fernisering på den internationale udstilling, Paper Dialogues, der har dragen som kunstnerisk udgangspunkt og dialog mellem forskellige kulturer som mål.

Bit Vejle, der er grundlæggeren af Center for Papirkunst, bød selv velkommen. Iført en jakke, der lignede et af de mange, smukke papirklip, hun er blevet så kendt for i både Danmark og resten af verden.

Bit Vejle understregede, at Kina og Danmark på mange måder er forbundet gennem kunsten, kulturlivet og ikke mindst erhvervslivet. På det mere overraskende plan har de to nationer også dragen til fælles, ide den er kendt i både den kinesiske kultur og den skandinaviske.

Paper Dialogues er blevet til i et samarbejde mellem Bit Vejle og den kinesiske papirkunster og professor ved CAFA University i Beijing, Xiaoguang Qiao. De to kunstnere kunne ikke kommunikere, men fandt hinanden gennem papirklippene.

- Alligevel forstod vi hinanden. I den periode, vi arbejdede sammen, kommunikerede vi via vores sakse og papiret, fortæller Bit Vejle.

Da Paper Dialogues i 2016 nåede til den britiske kanalø, Jersey, blev Bit Vejle og Xiaoguang Qiao inviteret til at undervise seks lokale kunstnere i papirklip. En viden, som kursisterne senere har bragt ud til blandt andet skolebørn på øen. To af disse kunstnere er også repræsenteret i Hune i forbindelse med udstillingen.

- Så ikke alene bygger vores udstilling bro mellem Kina og Danmark - den forbinder os også med vores britiske naboer, sagde Brit Vejle.

Både Kulturminister Mette Boch og de to ambassadører roste Bit Vejles initiativ.

- Du har det mod, der skal til for at kigge en drage i øjnene, sagde ministeren med henvisning til, at Bit Vejle i sin tid opgav sit faste job i mediebranchen for at følge sin drøm om at leve af psaligrafi.

Da talerne var til ende, klippede ministeren, ambassadørerne og Bit Vejle i fællesskab en blå snor som symbol på en fælles åbning af udstillingen.

Efter udstillingen i Hune, skal Paper Dialogues vises i Florida og Minneapolis.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...