Jetsmark IF og Jammerbugt FC har fået ro på de indre linjer efter en overraskende god opbakning

PANDRUP: Som i mange andre fodboldklubber startede Jammerbugt FC og Jetsmark IF en indsamling for at hjælpe det lokale fodboldmiljø gennem Covid-19, hvor al spil og træning var indstillet.

Det betød blandt andet også, at andre aktiviteter som for eksempel Nørhalne Cup måtte aflyses. Her gik klubberne glip af en stor indtægtsmulighed, da de som andre lokale klubber hjælper ved det internationale stævne

Indsamlingen foregik gennem støttepakker, der kunne købes. Her nåede man over 100.000 kroner. Søndag kunne bestyrelsesformand Bøje Holmsgaard Lundtoft således tælle til 107.250 kroner i støttebeløb.

- Det er vi glade og stolte over. Det er en kæmpe hjælp, som kan afværge nogle konsekvenser for os, lyder det fra formanden.

Beløbet ligger i underkanten i forhold til at dække over den manglende indtægt fra Nørhalne Cup. Men indsamlingen oversteg alle forventninger, og der er nu mere ro hos klubbens ildsjæle.

- Der er ikke den samme nødvendighed i at hive store overskud ind på andre ting nu. Det er blevet nemmere at nå det hele. Vi holdes næsten skadesløse på den her måde, og dagligdagen bliver nemmere, siger Bøje Holmsgaard Lundtoft.

En af de beroligende faktorer er ligeledes, at sponsorene fortsat står ved klubbens side.

- Der er vi ikke ramt endnu. Men jeg forventer, at det bliver lidt sværere i fremtiden. Sponsorkroner bliver nok noget af det første, man skærer væk, når man er presset rundt omkring. Men vi må hele tiden optimere på vores sponsorkoncept. Det gør vi uanset hvad. Vi skal altid gøre det mere attraktivt at blive samarbejdspartner i Jetsmark IF og Jammerbugt FC. Det er en konstant opgave, men corona fik os nok til at fremskynde det arbejde lidt, fortæller han.

- Når vi skal genforhandle kontrakter med sponsorer igen, sætter det her sine spor. Men vi har heldigvis mange hjertesponsorer, som har været her i mange år. Vi har ikke den store udskiftning. Det er rart at vide, at det kører stille og roligt derudaf, tilføjer formanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...