VAND: Den populære vandsportsgren stand up paddle er en voksende del af en lille sejl- og surfklub på Gjøl

Det er en af de mere vindstille dage på Gjøl. Den ellers så vindramte by ved Limfjorden viser sig fra sin gode side, mens Martin Nissen Nørgård gør klar til en padletur på fjorden.

Han er en af initiativtagerne til, at Gjøl Surfklub - som en del af Gjøl Sejlklub - i fjor begyndte at tilbyde SUP til medlemmerne. Det står for stand up paddle og er blevet en populær tilføjelse i den lille forening på Gjøl Havn.

- Idéen startede med, at windsurferafdelingen ikke var så stor, og vi ville gerne have flere til. Der snakkede vi om, at SUP var godt på vej. Hvis der kom nogen og prøvede det, ville de måske også prøve windsurfing. Ved os kan man nemlig prøve det hele, hvis man er medlem. Det har vist sig, at planen holdt, da flere er kommet ind på SUP og har prøvet andre dele, fortæller Martin Nissen Nørgaard.

Klubben har et sted mellem 35 og 40 aktive medlemmer, der dyrker stand up paddle. Dermed har den hurtigtvoksende sportsgren også overhalet windsurfing i Gjøl Sejlklub. Martin Nissen Nørgård forstår også den medvind, som SUP har fået rundt omkring i landet gennem denne sommer.

- Det er så enkelt. Lynhurtigt er du oppe på boardet og afsted. Har du lyst, er du derude om 10 minutter og har lært det på et kvarter, fortæller han.

- Det betyder meget, at det er nemt. Sidste år så vi mange kvinder med børn, der kom til I år har der været flere kvinder mellem 30 og 55 år samt færre mænd og børn. Så det skifter lidt. Men det viser også, at det er en super sport, fordi det appellerer så vidt, tilføjer han.

Pointen illustreres hurtigt, da Martin Nissen Nørgård peger ud mod havnen, hvor en familie nyder det rolige vand på deres boards.

- Ham der er vist lige blevet 10, og jeg er jo selv 52 år. Nogle bliver også ved, til de er 80 år, fordi det er så nemt, lyder det fra ham.

Det hele startede, da sejlklubben på Gjøl sidste forår fik midler til at starte SUP-afdelingen. De blev brugt på en trailer med fuldt udstyr til 10 SUP-boards samt at sendte to medlemmer på instruktørkursus.

- Vi forventede nok 20 medlemmer, men nu er vi knap 40 SUP’ere og har haft 35 gennem introduktionsforløbet alene i år, siger Martin Nissen Nørgård.

De interesserede kommer - foruden fra Gjøl - fra oplandsbyer som Kaas, Pandrup, Biersted og Aabybro. Derudover kommer flere også ind fra Aalborg. Nu handler det om at imødekomme den øgede interesse, der er for SUP i Jammerbugt - og på landsplan.

- Vi har næsten haft flere, end vi kan overkomme. Så vi håber på at kunne sende flere på instruktørkursus i løbet af efteråret, siger Martin Nissen Nørgård.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...