CORONA: Mobilt teststed i Jetsmark Idrætscenter i Jammerbugt Kommune

PANDRUP: Jammerbugt Kommune er den hårdest ramte kommune i hele landet, hvad angår antallet af coronasmittede.

Derfor har regionen - i samarbejde med kommunen - valgt at oprette et mobilt teststed. Det er i Jetsmark Idrætscenter ved Pandrup men dog kun fredag, lørdag og søndag i denne uge. Der er åbent mellem klokken 10 og 17 alle dage.

Alle borgere, der skulle have de mindste symptomer eller bekymringer for smitte, opfordres til at lade sig teste.

- Vi skal have smittetallet bragt ned. Derfor er det glædeligt, at regionen kommer med testenheden til kommunen. Det stemmer godt overens med de tiltag, vi tager fra kommunens side for at stoppe den kedelige udvikling. På børne- og ungeområdet har vi blandt andet aflyst al holdundervisning, valgfag og forældremøder, og samtidig opfordrer jeg på det kraftigste til, at foreninger og idrætsklubber overvejer en ekstra gang, om nu et stævne er vigtigt, eller om det ikke bør udskydes i denne tid, siger borgmester Mogens Christen Gade (V) i en pressemeddelelse torsdag.

Alle over to år kan lade sig teste uden tidsbestilling. Der skal bruges mundbind og sundhedskortet skal medbringes.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...