Sport: Det nye projekt hedder Mand dig op, og det er styret af lokale kræfter

Aabybro: Til august starter et nyt motionsprojekt i Jammerbugt, når ”MAND DIG OP” starter den 15. august. Det 12 uger lange forløb henvender sig til mænd, som trænger til at gøre noget ved deres vægt og måske et lavt energiniveau. Campen vil blandt andet være et online forløb efter SENSE kost-principperne, men derudover vil størstedelen af fokusset være på motionsdelen.

”MAND DIG OP” består nemlig af 36 træninger med hård og god træning i et socialt fællesskab med andre ligestillede mænd med samme fokus – nemlig en sundere livsstil. Omkring halvdelen af disse træninger vil foregå i Time2fitness, hvor de to instruktører Rikke Hamann og Torsten Brix til ”MAND DIG OP” har et tilhørsforhold, og de beretter enstemmigt:

- Vi har begge cyklet til Paris sammen med Team Rynkeby og oplevet den store glæde ved at sætte sig et ambitiøst mål samt opleve glæde ved at lykkes med dette. Det var i dette, at vi fik ideen til at udvikle ”MAND DIG OP” i Jammerbugt. Målet er, at deltagerne vil opleve et vægttab, men også at få mere energi samt et bedre selvværd.

Holdets træninger, når de ikke er i Time2fitness, vil være forskellige steder i Jammerbugt og mest udendørs. Der er blot 20 pladser på holdet, som starter midt i august, og instruktørerne har allerede oplevet en stor interesse for det nye projekt i Jammerbugt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...