Netværk: Deltagerne kommer fra forskellige brancher, der alle har det til fælles, at de henvender sig til turisterne i området

En fredag morgen slog ”Museum for Papirkunst” i Blokhus dørene ekstra tidligt op – der var nemlig linet op til netværksmøde for et nyetableret netværk der hedder Erhvervsnetværk Blokhus-Løkken. Deltagerne kommer fra forskellige brancher, der alle har det til fælles, at de henvender sig til turisterne i området.

Netværket er en del af Destinationsudviklingsprojektet Blokhus-Løkken, hvor udvikling og samarbejde er i fokus. I 2019 blev der i samarbejde med konsulentfirmaet Retail Consulting Company (RCC) afholdt to produktkendskabsture med deltagelse af 60 aktører inden for turistbranchen. Konceptet gik ud på, at samle virksomheder og deres medarbejdere i Destination Blokhus-Løkken, for at se området med ”turistbriller” på.

Bussen blev fyldt med engagerede butiksejere, galleriejere, hotelværter, Bed & Breakfast-værter, outdoorspecialister, campingpladsejere, turistforeninger og andre gode folk – og så blev der ellers kørt rundt, snakket og besøgt steder, som for mange var ukendte, selv for de lokale erhvervsfolk.

En stor succes, og her blev det tydeligt for deltagerne, at hvis de skal have udnyttet potentialet til fulde og yde den bedste service for turisterne i området, skal de være endnu bedre til at samarbejde på tværs imellem alle de tilbud der er til gæsterne.

Derfor er der nu startet et netværk op med foreløbig 20 deltagere, og der er plads til flere! Netværket faciliteres professionelt, og fokus er på samarbejde og udvikling af både personlig og faglig karakter. Alt sammen for at gøre noget godt for sig selv og hele området.

Sidste møde var fredag morgen 28. februar 2020 hos Bit Vejle, der har ”Museum for Papirkunst”, og her blev alle introduceret til en virksomhed som i den grad har international klasse, og som er ét af mange trækplastre i området. Udover rundvisning, var der også tid til at netværke, og der blev drøftet masser af konkrete ideer til, hvordan de tilstedeværende kan være med til at gøre en forskel – for sig selv og for hele området! Da mødet sluttede tog alle nye tanker og ideer med hjem, og var klar til at angribe resten af fredagen med højt energiniveau.

Dette var 3. møde, og tidligere har netværket besøgt Strandhotellet i Blokhus og Action House i Løkken. Næste møde er sat til 3. april, men det vides ikke, om det afholdes i Løkken Idrætscenter, oplyser Martin Storgaard fra Vækst Jammerbugt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...