29-årig kvinde har store planer med sit markedsføringsbureau i Aabybro

AABYBRO: Karina Kjær Bech så et stort hul i markedet inden for online markedsføring i dagligvarebranchen, og efter blot to måneder har hun ansat sin første medarbejder.

- Jeg har lidt svært ved at forstå, hvad der er sket i løbet af de sidste to måneder. Fire måneder inden min barsel oprettede jeg Go Communication, og nu, hvor jeg er kommet tilbage, er jeg gået all in. I min første uge landede jeg en stor aftale med Meny, og nu har jeg også flere Spar-butikker på kundelisten. Så dét er jeg meget spændt på, siger den 29-årige iværksætter, der oprindeligt stammer fra Birkelse.

I et par år arbejdede Karina Kjær Bech som salgskonsulent for den norske knækbrødsgigant United Bakeries, som har givet hende et stort netværk inden for dagligvarebranchen.

- Jeg har fået skabt mig et stort og solidt netværk i dagligvarebranchen, og jeg kunne tidligt se, at der var stor efterspørgsel på hjælp til markedsføring, specielt online, og derfor har jeg specialiseret mig på det felt. Go Communication er det eneste bureau i Danmark, der har specialiseret sig inden for dagligvarebranchen, og især at give kunden en langsigtet strategi er vigtigt.

- Butikkerne har en travl hverdag, der gør, at de tyer til kortsigtede løsninger. Det har vist sig ikke at være vejen at gå, og at få det fulde overblik over butikkens DNA og muligheder er nødvendigt for butikkernes online synlighed, siger Karina Kjær Bech.

Fremtiden ser lys ud for den unge iværksætter, der har store drømme om at ekspandere. Fire fuldtidsansatte inden årets udgang er målet, og det er vigtigt ikke at gå i stå.

- Jeg er udpræget optimist, og at skabe min egen virksomhed har altid været min drøm. Jeg var ikke den bedste i skolen, men mine idéer har altid været mange, og nu har jeg fundet en niche, hvor jeg virkelig kan gøre en forskel. En niche, jeg har stor viden omkring, og som jeg virkelig brænder for. For mig er det vigtigt, at jeg ikke går i stå, og at jeg følger med tiden. Det er mit helt klare mål, at vi inden 2020 er fire fuldtidsansatte, slutter hun.

Go Communication har kontor i Kultur- og Erhvervscenter Jammerbugt i Aabybro.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...