En uge inden nye stærekasser i Aabybro skulle tages i brug, har de været udsat for hærværk

AABYBRO: Lørdag morgen kunne Vejdirektoratet konstatere, at de to nyopsatte stærekasser på Aalborgvej i Aabybro har været udsat for hærværk. Glasset i begge standere er smadret. Dermed er det ikke sikkert, at de er klar til at blive taget i brug i næste uge, som det ellers var planlagt.

- Det er rigtig frustrerende, siger Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder ved Vejdirektoratet.

I år er der sat i alt 20 stærekasser op i hele landet. Standerne i Aabybro er nummer seks og syv, der har været udsat for hærværk.

Tidligere på måneden blev stærekasser i Aarhus, Måløv og Albertslund også ødelagt.

- Vi har brugt meget tid på at forklare, at stærekasserne står på stækninger, hvor der er mange ulykker, så det er selvfølgelig ærgerligt, at man har valgt at smadre dem i stedet for at tage dem til sig som et trafiksikkerhedstiltag, siger hun.

Vejdirektoratet håber på, at hærværket mod stærekasserne snart stilner af.

- Når vi kigger til andre lande som Norge og Sverige, kan vi se, at de også har haft et hærværksproblem i starten. Men vi kan også se, at det tager af med tid. Det regner vi også med sker i Danmark, siger Marianne Foldberg Steffensen.

Der er bestilt nyt glas og reparation til de ødelagte stærekasser.

Vejdirektoratet ved dog ikke, om de to stærekasser bliver klar til brug i næste uge.

- Det håber jeg, men jeg ved ikke, hvor meget hærværk andre steder i landet, kommer til at have indflydelse på det, siger Marianne Foldberg Steffensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...