Industri: Firmaet har fået endnu en ordre fra HawkeyePedershaab i Brønderslev

Udvikler af automationsløsninger Migatronic Automation i Aabybro har fået endnu en ordre fra HawkeyePedershaab i Brønderslev, der udvikler maskiner til betonstøbning. Migatronic Automation skal i slutningen af året levere en plasmaskæreautomat til oppressede formdele.

De to nordjyske virksomheder viderefører på den måde deres mere end 30 år lange samarbejde.

HawkeyePedershaab er verdensførende inden for udvikling af maskiner til producenter af færdigstøbte betonvarer, såsom rør og nedgangsbrønde. Den nye plasmaskæreautomat skal aflaste en eksisterende lasercelle for at frigøre kapacitet på den til den øvrige produktion samt øge effektiviteten og produktiviteten.

En skræddersyet løsning er nødvendig

Automaten er en installation til skæring af oppressede formdele til støberimaskiner. Den består af tre Fanuc CNC akser og operatørpanel, og er fuldstændig tilpasset Hawkeye Pedershaabs krav til præcis skæring af specifikke runde emner. Automaten finder selv centret af det runde emne ved hjælp af en probe. Samtidig foretager den kontrolopmålinger med proben hvilket sikrer præcise skæringer.

- En standard plasmaskæreautomat ville ikke kunne løse den her opgave i produktionen. Vores nye automat er fuldstændig tilpasset vores emner. Det gør at vi kan levere høj kvalitet til vores kunder og sikre vores førerposition i markedet. Migatronic Automation tager udgangspunkt i vores behov og det gør en kæmpe forskel for os. Det er en fornøjelse endnu engang at samarbejde med dem, siger Morten Nørgaard, VP Operations, Hawkeye Pedershaab i Brønderslev.

Forberedt til fremtiden

Migatronic Automation udvikler HawkeyePedershaabs nye plasmaskæreautomat, så den på sigt kan automatisere produktionen yderligere og gøre robothåndtering mulig. En håndteringsrobot skal kunne placere de specielle emner, der måler 300-2000 mm i diameter og 5-165 mm i højden, i automaten og tage dem ud igen efter endt skæring. Det vil gøre automaten fuldautomatisk og øge produktiviteten yderligere.

Langvarigt samarbejde

Migatronic Automation og HawkeyePedershaab startede samarbejdet i 1990’erne, hvor Migatronic Automation leverede de første automatiserede svejseløsninger til HawkeyePedershaabs produktion. Flere af de anlæg kører stadig den dag i dag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...