Shopping: Nu støtter Jammerbugt Kommune også op med en kampagne, der skal understøtte alle de lokale virksomheder, der er udfordret grundet Coronakrisen

Fremrykning af renoveringsopgaver og betaling til leverandører er blot nogle af de initiativer, der på det seneste er sat i værk for at hjælpe et presset erhvervsliv i disse svære tider.

Nu støtter Jammerbugt Kommune også op med en kampagne, der skal understøtte alle de gode, lokale virksomheder, der p.t. er udfordret grundet Coronakrisen. Kampagnen sætter fokus på alle de muligheder, der er for støtte og på alle de særlige initiativer og tiltag, virksomhederne har sat i værk for at nå ud til kunderne i denne udfordrende tid.

Vigtigt at støtte lokalt

Alle borgere opfordres i kampagnen til at dele deres historie, om hvordan de har handlet lokalt og støttet op om de lokale virksomheder.

- Det er altid vigtigt, at vi støtter lokalt. Men i denne tid er det ekstra vigtigt – både for at bevare arbejdspladser og holde liv i vores byer og lokalsamfund, siger Borgmester Mogens Chr. Gade.

Kampagnen lanceres den 6. april, hvor det vil være muligt at downloade markedsføringsmateriale på www.støtjammerbugt.nu, så både virksomheder og lokalsamfund kan være med til at sætte fokus på kampagnens budskab om at støtte lokalt.

- Vi har et stærkt fællesskab i Jammerbugt Kommune. Vi er gode til at stå sammen og til at hjælpe hinanden, hvilket vi også har vist de seneste uger, der har krævet en særlig indsats. Så jeg håber og tror at borgerne og erhvervslivet vil bakke op og bidrage til dette initiativ, slutter Mogens Chr. Gade af.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...