Flyvning: Flyselskabet DAT starter mandag 8. juni en ny rute mellem Aalborg og København

Flyselskabet DAT starter mandag 8. juni en ny rute mellem Aalborg og København, meddeler selskabet i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen taler selskabet om ”pendlervenlige afgangstider og priser på Danmarks travleste indenrigsrute”.

- Det er en oplagt mulighed for DAT at træde ind på ruten” siger DAT’s direktør Jesper Rungholm og fortsætter:

- Vi har serviceret danske indenrigs passagerer siden 2012 med verdens grønneste fly, og nu er det Aalborgs tur.

DAT har i forvejen betjent en rute mellem Aalborg og Bornholm med, hvad selskabet selv kalder ”stor succes”, og nu udvides med så med foreløbig tre daglige afgange fra Aalborg til København.

- Vi starter forsigtigt efter coronanedlukningen, og så bygger vi op, som trafikken kommer tilbage, siger Jesper Rungholm og tilføjer:

- Passagererne kan glæde sig til gode priser fra 399 kr., fantastisk on-time-performance og 110 pct. klimakompensation.

Af den vedhæftede fartplan fremgår det, at der bliver afgange fra Aalborg mandag-fredag kl. 07.15 og 09.40, mandag-fredag og søndag kl. 16.45 samt søndag kl. 11.45.

Fra København bliver der afgange til Aalborg mandag-fredag kl. 08.30 og 15.30, mandag-fredag og søndag kl. 18.00 samt søndag kl. 13.00.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...