Bo Skou Frank til Jammerbugt fra Thisted

JAMMERBUGT: 47-årige Bo Skou Frank bliver ny familie- og forebyggelseschef i Jammerbugt Kommune. Han starter 1. februar og får ansvaret for at udvikle og styrke området i tæt dialog med politikere, borgere, frivillige og foreninger.

- Jeg ser frem til at arbejde sammen med Bo Skou Frank. Med ham får vi en chef med knivskarpe kompetencer og solid erfaring til at stå i spidsen for arbejdet med kommunens børn, unge og familier. Det er en god ballast for at sikre den fortsatte positive udvikling på området, siger formand for børne- og familieudvalget Ulla Flintholm (V).

Bo Skou Frank kommer fra en stilling som sektionsleder i Asyl og Integration og Sprogcenter Thisted i Thisted Kommune. Forinden var han ansat i Rebild Kommune som leder i Center Familie og Handicap.

- Jeg glæder mig til at komme i gang med min nye stilling i Jammerbugt Kommune. Det er familie- og forebyggelsesområdet, jeg brænder for, og derfor bliver det dejligt at komme tilbage dertil. Min ambition er at skabe bæredygtige løsninger i et respektfuldt samarbejde med både borgerne, politikerne og mine medarbejdere, fortæller Bo Skou Frank.

Han kommer til at stå i spidsen for Børne- og Familierådgivningen, Sundhedsplejen, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og Politi (SSP), Tandplejen og Familiecentret.

Han er uddannet socialrådgiver og er ved at afslutte diplomuddannelse i ledelse, ligesom han har diverse kurser i ledelse, økonomi og kommunikation.

Han bor i Nibe sammen med Heidi og fire børn.

Bo Skou Frank afløser Uffe Viegh Jørgensen, som nu er Sundheds- og ældrechef i Brønderslev Kommune.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...