Flere specielle oplevelser ved jubilæumsudstillingen

NØRHALNE: Den 20. udgave af Nørhalne Viser Kunst blev en markant succes for IFNs Kunstvenner.

Både publikum og udstillere var enige om, at udstillingen satte publikumsrekord og, at niveauet på udstillingen aldrig har været højere.

Nørhalne Hallen bød på værker i alle stilarter fra torsdag til søndag med 60 kunstnere fra hele landet - udvalgt blandt 200 interesserede - og fra ferniseringen torsdag aften til lukketid, var der et væld af mennesker, særligt fra andre steder end lokalområdet.

- Vi har haft omkring 9.000 gæster mod 7.000 sidste år. Vi har ikke et præcist tal, men det er helt klart ny rekord, siger Trine Schulz, formand for IFNs Kunstvenner.

Hun mener, det skyldes de særlige tiltag, der er taget i anledningen af udstillingens jubilæumsår.

- Vi har haft en internationalt anerkendt udstiller i skikkelse af Carsten Frank, og vi har haft forskellige events ud over det sædvanlige. Desuden var niveauet på årets udstilling det højeste nogensinde, og det er blevet øjnet år for år de sidste fem år, siger hun.

Derfor kommer en stor del af publikum også langvejs fra.

- Vi er helt vildt tilfredse med årets udstilling, men fortsætter med at udvikle konceptet år for år. Dog holder vi fast i grundelementerne som gratis entre, og at byens dagpleje-, vuggestue-, børnehave- og skolebørn alle skal udstille hernede og have deres egen fernisering. Det giver dem kendskab til kunst. Eksempelvis bruger skolen også vores udstilling i deres undervisning i billedkunst, siger Trine Schulz.

- Tak til kunstnerne for at udfylde rammerne så fantastisk. Tak til de mange hjælpere, som har slidt og slæbt op til udstillingen. En særlig tak til C-holdet og halinspektør Ole Elkær, siger hun på vegne af IFNs Kunstvenner.

Grethe Rolle var inviteret til at holde åbningstalen ved ferniseringen.

Hun fremhævede, at Nørhalne Viser Kunst igen har formået at hæve niveauet og kunne præsentere kunstnere med masser af talent.

- Det er umuligt at fremhæve den ene for den anden, men der er Carsten Frank, som står bag plakaten til årets udstilling. Han udstillede i 1996 i Nørhalne og har siden indtaget den europæiske kunstscene, sagde Grethe Rolle.

- IFNs Kunstvenner skal have ros for at fastholde et koncept, der trækker 6-7.000 mennesker til udstillingen på en weekend, hvilket et hvert kunstmuseum vil være misundelig over. Vi har ikke et museum i Jammerbugt, men vi har mange gode gallerier og udstillinger, som er med til at udvikle og holde kunsten i live, sagde hun.

En af udstillingens særlige oplevelser var det seks kvadratmeter store maleri med målene 160 gange 380 centimeter, hvor der på begge side kunne opleves malerier af Kim Groth og Maleren af Verden, Erik Lindberg - og som har en fælles fortælling.

Desuden var der værker af Carsten Frank, som har haft talrige soloudstillinger i ind- og udland og står bag udsmykninger i hovedsæderne i Jyske Bank og Arbejdernes Landsbank, Learnmark Horsens og The Royal Danish Embassy i Washington DC, USA, samt senest ministerkontoret i Finansministeriet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...