Løb: 233 løb med på forskellige distancer

Nørhalne: Med ikke færre end 233 deltagere på 3, 5 og 10 kilometers ruterne satte Nørhalne Byløb søndag 22. september ny deltagerrekord.

Arrangørerne, multi-power udvalget under Fremad Nørhalne, havde i år også gjort en hel del ekstra ud af begivenheden i anledningen af Fremad Nørhalnes 100 års jubilæum.

Der blev indledt med en fælles opvarmning, og efter udfordringerne på ruterne var den ene halvdel af fodbold kampbanen omdannet til et legeland med hoppeborge, og oppustelig forhindringsbane, ligesom der var bubble Soccer, promille fodbold, og zebraer at ride på – alt sammen fra Jammerbugt Deal og Fun Center Nørresundby

- Vi havde valgt at lægge fokus på de mange multi-power medlemmer i Fremad Nørhalne i 0 til 18 års alderen særligt med øje på de 5 til 16 årige, som der er flest af, fortæller Tina Viuff.

Og der var mange særligt børnefamilier der på stadion nød det gode vejr og de mange muligheder for at lege – og samtidig blev der bidt til bollen, da Fremad Nørhalne solgte hjemmelavede burgere til 20 kroner per styk.

- Alle 250 burger blev afsat, ligesom der også var god søgning til den gratis kagemand, kaffe og saft, kontaterer Tina Viuff.

I år havde byløbet deltagelse af særligt mange hold, og der var en masse barnevogne at se blandt deltagerne.

- Det er jo en familiedag for børn, unge, voksne og bedsteforældre. Alle kan være med, og løbet eller gåturen er jo en idrætsgren for alle, siger Tina Viuff og fortsætter.

- Det er helt fantastisk, når så mange kommer og bakker op. De er vi meget glade for. Det gør det ekstra sjovt ikke alene at være deltager, men også arrangør eller frivillig hjælper.

Vinder af 3 km kvinder: Sofie Johansen

Vinder af 3 km mænd: Albert Houmann

Vinder af 5 km kvinder: Ide Reiche

Vinder af 5 km mænd: Noah Vad

Vinder af 10 km kvinder: Frederikke Andersen

Vinder af 10 km mænd: Noah Reiche

Vinder af holdtilmelding: ”Det seje u8 hold” – med 105 km 20 personer/ hold.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...