Sport: Jammerbugt FC og forsvarsspiller Nikolaj Lyngø har givet hånd på en kontraktforlængelse frem til sommeren 2021

Nikolaj Lyngø har fundet sin plads i klubben, hvor han spillede i sine ungdomsår, inden fodboldkompetencerne førte ham til AaB.

Som seniorspiller vendte Nikolaj tilbage til Jammerbugt FC, inden fodbolden sidste år sendte ham på nye eventyr i USA.

Forbindelsen til Jammerbugt FC er dog aldrig blevet brudt og da Nikolaj sidste sommer på ny vendte tilbage til Jammerbugten, var det et naturlig valg, ligesom aktuelle kontraktforlængelse er det.

- Det lå mere eller mindre lige til højrebenet at fortsætte i den klub, som har hjulpet mig og som er et sted, hvor jeg føler mig godt tilpas, forklarer Nikolaj Lyngø, der efter sit smut til USA og Hartford United igen har fundet sig godt tilrette i den blå trøje. Nu har den høje midterforsvarer i sinde at genfinde topformen og blive endnu stærkere sammen med holdet.

- Mine ambitioner er at vende 100 pct. tilbage til det niveau, som jeg forlod Jammerbugt FC med, og sikre at jeg er en vigtig og toneangivende spiller for holdet. Som hold er det vores ambition på den korte bane at finde sammen og vinde så mange kampe som muligt inden sommerferien. På dej lange bane skal vi som minimum være en del af den nye 1 division, lyder det fra Nikolaj, der sjældent lader sig skræmme af en udfordring.

Det er en bl.a. flere grunde til at cheftræner Bo Zinck glæder sig over sin seneste forlængelse.

- Det er en meget glædelig nyhed. Nikolaj er en god forsvarsspiller, som har et rigtig godt spark, er god på bolden og så sætter han en ære i at forsvare. Nikolaj var i sin bedste udgave for os, inden han prøvede fodboldlivet af i USA. Inden corona lukkede fodbolden ned var han godt på vej tilbage til samme niveau, så det var ærgerligt, at den gode udvikling blev sat på pause, siger Bo Zinck og fortsætter.

- Men der er ingen tvivl om, at Nikolaj er en vigtig brik for os fremover. Nikolaj er en dygtig spiller, som fylder godt på banen, men også socialt uden for banen. Vi har jo selv uddannet Nikolaj i ungdomsårene, sendt ham til AaB og efterfølgende haft glæden af at få ham tilbage igen. Det var en god signing for os dengang og nu er det en glædelig nyhed, at vi har forlænget samarbejdet.

Samarbejdet mellem Jammerbugt FC og Nikolaj Lyngø er i første omgang forlænget frem til sommeren 2021.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...