KFUM-Spejderne Aabybro Gruppe byder på flere aktiviteter i forbindelse med Naturens Dag søndag 13. september.

Her inviteres alle børn og voksne til gør det selv-aktivitet og bålhygge sammen med spejderne og Jem & Fix.

Det oplyser KFUM-Spejderne Aabybro Gruppe i en pressemeddelelse.

- Ved Aabybro Centret kan du komme og bygge din egen plantepresse med KFUM-Spejderne og Jem & Fix. Der er kunstnerisk frihed, og du får selvfølgelig din plantepresse med hjem. Vi spiller også naturbingo, hvor det gælder om at få pladen fuld med forskellige ting fra naturen. Spejderne står klar til at guide dig godt gennem spillet, skriver de.

Der bliver også en jagt i naturen, hvor man kan tage en pause ved bålet og bage et snobrød på rigtig spejdermanér.

- Børn i dag er kun halvt så meget i naturen, som deres bedsteforældre var, da de var børn, hvorfor det er vigtigt, at vi lærer om den vilde natur omkring os, påpeger de.

Det foregår fra kl. 10-14 ved Aabybro Centret.

Naturens Dag foregår flere forskellige steder i Danmark. Naturens Dags hovedarrangører er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...