FRIVILLIGE: Efter flere måneders usikker boligsituation har kommunen fundet et nyt hjem til den frivillige forening

AABYBRO: Til maj flytter Næstehjælperne Jammerbugt fra Aabybro til Kaas, hvor foreningen får base i de tidligere børnehavelokaler på Stadionvej. Talsmand Ruth Andersen glæder sig over, at det endelig er lykkedes at finde et nyt hjem.

- Vi er jublende lykkelige. Det er simpelthen så godt, siger hun.

Næstehjælperne, der i øjeblikket holder til i den tidligere materielgård på Kirkevej i Aabybro, har siden juni sidste år befundet sig i en noget usikker boligsituation, da lejemålet blev opsagt, fordi grunden skulle sælges, så der kunne gøres plads til nybyggeri. Siden har kommunen forlænget lejemålet flere gange, men foreningen har reelt boet der på lånt tid. Derfor er lettelsen også ekstrastor hos Ruth Andersen.

- Vi har ventet på det her i trekvart år, så vi er meget, meget glade, siger hun.

Borgmester Mogens Chr. Gade (V) er også lettet over, at det endelig er lykkedes at finde et nyt hjem til den frivillige organisation.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at de er tilfredse med løsningen, og at de også fremover kan udføre deres aktiviteter, siger borgmesteren og fortsætter:

- Det frivillige arbejde er et uvurderligt supplement til Jammerbugt Kommune, så den her aftale betyder meget.

Han erkender, at processen har været lang.

- Men nu har de fået nogle gode rammer, og det er ikke unormalt, at ting tager tid. Vi har haft en løbende dialog, og jeg glæder mig bare over, at vi har fundet en løsning, siger Mogens Gade.

I Kaas får foreningen dog færre kvadratmeter at boltre sig på, hvilket desværre kommer til at gå ud over sortimentet, forklarer Ruth Andersen:

- Vi bliver nok nødt til at skære ned på vores møbler. Vi plejer at have et par senge, et par sofaer og et par spiseborde, men det tror jeg ikke, vi får plads til det nye sted, siger hun.

Til gengæld får de frivillige adgang til rindende vand og et toilet.

- Det bliver fantastisk. Vi plejer at holde fyraften, når vi ikke kan holde os mere, men det slipper vi for nu, lyder det grinende fra talsmanden.

I onsdags modtog foreningen nøglerne til de nye lokaler, men der er lige et par praktiske detaljer, før de frivillige flytter til Kaas.

- Først skal vi gøre hovedrent, for det trænger der til. Og så begynder vi så småt at flytte vores ting. Vi glæder os, fortæller Ruth Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...