KLASSISK PÅ EN NY MÅDE: Dual Aura er et spændende møde mellem en dansk blokfløjtenist og en australsk violinist, der spiller i Gøttrup Kirke 13. august

GØTTRUP: Sommerens koncertrække Musik i Han Herred fortsætter tirsdag 13. august i Gøttrup Kirke med besøg af Dual Aura.

Duoen består af den danske prisbelønnede og solistuddannede blokfløjtenist Monica Schmidt Andersen og én af Australiens førende barokviolinister, Ben Dollman. Ben har haft en ledende rolle i Australian Brandenburg Orchestra i mere end 15 år.

De to musikeres tema er »Traveller’s Tales«, som er en fortælling om at være rejsende og om mødet med et menneske fra den anden side af jorden. Musikken består af traditionel og ny folkemusik samt barokmusik, og programmet bliver spillet helt uden noder. Publikum kommer med på en rejse med musikken i centrum og med små humoristiske indslag undervejs.

Monica Schmidt Andersen indledte samarbejdet med Ben Dollman efter en tidlig musikfestival i Ungarn i 2015. Deres fælles interesse for at eksperimentere med den klassiske koncertform og den måde, man formidler sin musik til publikum på, ledte til deres første turné i Australien i 2017 samt efterfølgende turnéer i Nordeuropa og Australien i 2018, hvor de også har indspillet deres første album.

Der er fri adgang til koncerten med mulighed for at give et frivilligt bidrag til arrangementet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...