Kirke: Jessie Jørgensen bliver indsat i embedet til september, men hun og familien har allerede indtaget præstegården

Gjøl: - Mit gamle ”hood,” siger 37-årige Jessie Jørgensen med et skævt smil og kigger tværs over den blanke fjord mod Aalborg, hvor hun er født og opvokset.

Hun står i sit nye ”hood” - præstegården på Gjøl og lader sig fange af udsigten over fjorden og den gamle præstegårdshave med gamle kæmpetræer, en gynge, egen sø og en firkant jord, som den nye præst smilende konstaterer ”nok kan blive til en køkkenhave på et tidspunkt.”

Familien tæller ud over den nye præst selv, fire børn i alderen 3- 14 år og ægtefællen Per, der lige nu er i gang med at uddanne sig til lærer.

Gjøls nye sognepræst, der blev færdig med sit studie i 2013, har indtil nu været præst i Vester Hassing Kirke.

Hun var ikke i tvivl om, at hun gerne ville have embedet på Gjøl - slet ikke efter, at hun og ægtefællen havde været forbi på en lille tur.

- Det er jo svært ikke at forelske sig i de her omgivelser og i det hele taget alt det Gjøl er, siger Jessie Jørgensen, mens hun hurtigt hjælper yngstebarnet, Sinna på tre år, der har tabt sin is og nu er ganske utrøstelig.

- Skal vi finde en ny, siger hun, mens den treårige hikser og nikker, så krøllerne flyver og bliver glad igen

Jessie Jørgensen er da heller ikke i tvivl om, at det, at hun er mor til fire børn, hvor de tre er skolesøgende, mens den sidste går i børnehave, er en klar banefordel.

- Jeg kommer jo til at færdes på skolen, i børnehaven, til sportsarrangementer, til FDF og meget mere.

- Men det, at jeg er mor og er det sted i livet, hvor jeg er, gør jo også, at jeg kan identificere mig med mange af de livsændringer, jeg kommer til at møde som præst: barnedåb, konfirmationer og bryllupper, men selvfølgelig også de mere alvorlige ting som begravelser, siger hun.

- Jeg glæde mig til at blive en del af folks liv, når de starter et nyt livskapitel på godt og ondt.

Hun smiler:

- Det er klart, at jeg lige skal finde mine ben i et nyt embede, men jeg tør godt love, at gjølboerne får en præst, der er ret jordnær, siger hun og smiler stort.

To-sogns pastorat

Embedet er et såkaldt to sogns pastorat, og det betyder, at hun deler embedet med Sofie Gjørup Winkel, der er præst i Biersted Kirke.

- Det samarbejde glæder jeg mig meget til, og jeg synes, at det er et kæmpe plus, at jeg på den måde har fået en kollega. Det er jo ofte sådan, at i landsognene, der har præsten, i modsætning til i storbyerne, ikke en præstekollega, men er vant til at skulle passe det hele selv, forklarer hun.

Jessie Jørgensen bliver indsat i sit embede 13. september. Det sker i Biersted Kirke klokken 9.00 og efterfølgende i Gjøl Kirke klokken 11.00.

Hun afløser Lone Krogsgaard, der var ansat i 20 år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...