Brev til SparNord indeholdt mellignende pulver

AABYBRO: Mellignende pulver i et brev til SparNord i Aabybro udløste torsdag ved 13.45-tiden en større alarm. Dels blev Nordjyllands Beredskab kaldt til stedet, dels sendte Nordjyllands Politi flere patruljer til SparNords bygning i Aabybro.

- Vi havde modtaget et mistænkeligt brev i posten, hvor der var noget hvidt pulver i. Det sker jo ikke så ofte, så på den baggrund alarmerer vi politiet og beder dem om at kigge på, hvad det er for noget pulver, der i brevet, forklarer Leif Lind Simonsen, kommunikationsdirektør i SparNord.

Politiet fandt så forholdsvis hurtigt ud af, at pulveret ikke var farligt.

- Vores medarbejder er derfor vendt tilbage til det arbejde, vedkommende var i gang med, siger Leif Lind Simonsen.

Han oplyser, at medarbejderen var i Aabybro til et aftalt kundemøde.

- Vi bruger ikke vores bygning i Aabybro aktivt til at drive lokal bank der længere. Men vi har stadig bygningen til rådighed og bruger den til at holde aftalte kundemøder fra tid til anden. Det var i den anledning, vor medarbejder var forbi afdelingen og som så valgte at tømme postkassen i samme ombæring, og der er det så, medarbejderen finder brevet med det mistænkelige pulver, forklarer kommunikationsdirektøren.

Jens Hukiær
Det bliver nu Nordjyllands Politis opgave at forsøge at finde afsenderen af brevet med det mistænkelige pulver. Foto: Martin Damgård

Der var - naturligvis fristes man til at sige - ikke afsenderadresse på brevet.

- Det bliver så politiets opgave at forsøge at finde frem til afsenderen, siger Leif Lind Simonsen.

Han understreger, at den medarbejder, der var i nærkontakt med pulveret via brevet, ikke har nogen grund til at være nervøs.

- Det var et mellignende pulver, som politiet hurtigt konstaterede var ufarligt, lyder det fra kommunikationsdirektøren.

Nordjyllands Politi fik anmeldelsen om det mistænkelige brev klokken 13.37.

- I brevet var nogle trusler og noget pulver. Vi kørte derop med indsatsleder og et par patruljer og fik sikret brevet. Herefter kontaktede vi Center for Biosikkerhed og Bioberedskab for at få deres vurdering af, om det var noget farligt stof eller ej, der var i brevet, oplyser vagtchef Mads Hessellund.

Center for Biosikkerhed og Bioberedskab er en selvstændig enhed under Statens Serum Institut.

- De vurderede ud fra vore forklaringer og fotos, som vi sendte til dem, at stoffet var ufarligt. Så vi har sikret brevet og konvolutten med henblik på at finde spor som eventuelle fingeraftryk eller DNA-materiale fra afsenderen, forklarer vagtchefen.

Der går nu en efterforskning af sagen i gang.

Vagtchefen vil ikke komme nærmere ind på hvilke trusler der var tale om.

- Truslerne var mod SparNord og personalet i banken. Mere vil jeg ikke sige af hensyn til efterforskningen, lyder det fra Mads Hessellund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...