NYT: Industrivejens Maskiner fra Aabybro satser på hele Midt- og Sønderjylland med ny afdeling i Hedensted

Den nordjyske maskinudlejer Industrivejens Maskiner tager nu resten af Jylland med. Fra den 1. marts vil Industrivejens Maskiner være på plads i en ny afdeling klos op ad Østjyske Motorvej ved Hedensted. Herfra satser udlejer og indehaver Lasse Holsko på at forsyne entreprenørbranchen i Midt- og Sønderjylland med både store og små maskiner og materiel.

Industrivejens Maskiner har i forvejen afdelinger i Nørresundby og Aabybro.

- Vi har længe haft et godt øje til de midt- og sønderjyske kunder. Ved at åbne en afdeling i trekantsområdet udvider vi fortsat Industrivejens Maskiners muligheder for bedre at kunne dække hele Danmark. Kunder har i flere år efterspurgt en afdeling længere syd på. Nu kan vi så snart byde velkommen på Energivej 37 i Hedensted. I øvrigt som nærmeste nabo til lastbil- og trailerfirmaet Lastas, siger Lasse Holsko.

Lokaliteten for Industrivejens Maskiners tredje afdeling er som skabt for maskinudlejning. Bygningerne har tidligere huset lastbilmærket DAF og Molgjer Vognfabrik, og derfor er der stor loftshøjde og portalkran. Udlejningsfirmaets mandskab får mulighed for at læsse både to og tre lastbiler samtidig. Og der er smøregrave i gulvet og plads til også de helt store maskiner.

Alle største byer indenfor en time

Med den nye afdeling i trekantsområdet og de to eksisterende i Nordjylland vil Industrivejens Maskiner fremover kunne dække alle de største jyske byer inden for cirka en time. Afdelingen i Nørresundby har det komplette program med både store og små maskiner, mens der fra adressen i Aabybro hovedsagelig udlejes mindre maskiner og materiel.

Det var dog netop i Aabybro, det hele startede for dengang 17-årige Lasse Holsko, som i samråd med sin far begyndte at leje maskiner ud til lokale kunder i Aabybro. Nemlig på Industrivej. Deraf firmanavnet, som også er fulgt med til Nørresundby og nu om kort tid Hedensted, selv om udlejningsfirmaet rettelig har adresse i Nørresundby på Gammel Høvej 54 og i Hedensted på Energivej 37.

Siden er der blevet vasket og leveret maskiner i stort tal både i Aabybro og i Nørresundby. Nu 28-årige Lasse Holsko beskæftiger 16 medarbejdere i de to afdelinger, og selv ligger han lagt fra på den lade side. Han tilskriver dygtige og arbejdsomme medarbejdere en stor del af æren for succesen for Industrivejens Maskiner. Men chefen selv har ikke hang til direktør-manérer.

”Vi siger aldrig nej”

- Vi siger som regel aldrig nej til en udlejning. Heller ikke, selvom kunden bestiller en maskine meget sent til levering næste morgen. Så må jeg selv i arbejdstøjet og ud at køre lastbil, siger Lasse Holsko, som gerne selv tager en tørn med vask og levering af maskiner.

Firmaet har alt fra små generatorer til en gravemaskine på 55 tons på udlejningslisten. Dermed har Industrivejens Maskiner et af Danmarks bredeste udlejningsprogrammer. Det kommer i høj grad til at smitte af på den nye afdeling i Hedensted.

- I store træk kopierer vi udvalget fra afdelingen i Nørresundby til Hedensted, så vi kan tilbyde mange typer materiel. Vi tror på nærhed, og et stort udvalg er vigtigt i en udlejningsforretning, siger Lasse Holsko, som selv vil følge den nye afdeling tæt helt fra start.

- Som kunde vil man naturligvis gerne vide, hvem der er kaptajn på skibet, og hvem man skal tale med. Det er jo også vigtigt, at de folk, man sætter sin lid til, kan reagere hurtigt ved eventuelt nedbrud eller behov for en akut levering. Derfor har vi blandt andet også investeret i endnu en blokvogn, som stationeres i Hedensted, fortæller Lasse Holsko.

Problemer med damerne

Alt er dog ikke fryd og gammen i det ekspanderende udlejningsfirma, som blev kåret som Gazelle-virksomhed både i 2018 og 2019. Lasse Holsko erkender blankt, at han har problemer med damerne.

- Vi har bestilt en hulens masse maskiner til den nye afdeling, og vi har skabt tradition for, at alle vores maskiner skal have et pigenavn. Efterhånden begynder det at knibe med at finde på flere navne. Vi har rundet 400 trackunits og har over 1000 varenumre med hvert deres pigenavn fra Linse Kesler, Jessica Alba, Tina Lund og Dolly Parton til den tidligere førstedame Michelle Obama, forklarer Lasse Holsko.

- Jeg håber, at rigtig mange både nuværende og potentielle kunder vil lægge vejen omkring, når vi slår dørene op på Energivej 37 i Hedensted den 1. marts. Alle er velkomne, og jeg lover at sørge for kage til kaffen, siger Lasse Holsko.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...