fejring: 4. oktober holder Malerfirmaet René Jensen åbent hus i anledning af firmaets 20 års jubilæum

Aabybro: 20 år er der gået, siden 46-årige René Jensen besluttede sig for, at han ville være selvstændig.

Der var han nogle år tidligere blevet udlært i sin fars malerfirma i Aalborg.

Faderens firma blev nemlig solgt, og så stod René, der allerede havde arbejdet 10 år som maler inklusiv sin læretid, og i øvrigt også havde en uddannelse som opmåler og beregner og skulle tage en beslutning om, hvad der så skulle ske.

Han stiftede firmaet ”Malerfirmaet René Jensen.”

Hustruen Jette tog sig fra start af bogholderiet, og sådan er det stadig.

Og kigger han tilbage, så er han ret sikker på, at 26-årige René ville være ganske godt tilfreds med sin ældre version.

- Det blev jo meget vildere end jeg overhovedet havde forestillet sig, smiler øjnene bag brillerne.

Faktisk havde han bare forestillet sig, at han skulle køre alene som maler.

I dag har han ansat seks svende og en lærling, og dermed har firmaet, der for ikke længe siden er flyttet ind i nye lokaler i Teknologiparken nået en passende størrelse, synes han.

- Vi skal ikke være større, for det er vigtigt for mig, at jeg kan følge med i, hvad vi laver rundt omkring, siger han.

- Og det handler altså ikke om at holde øje med mine folk, for jeg tror på, at man skal behandle sine medarbejdere, som man gerne selv vil behandles, siger han med et glimt i øjet.

- Det skal være sjovt at gå på arbejde, og så skal arbejde og privatliv kunne balancere, siger han og fortsætter.

- Jeg tror da også, at de synes, at det er okay. Den, der har været her længst, har været her i 14 år.

Høj faglighed er vigtig

Kunderne er nogenlunde ligeligt fordelt mellem erhverv og private.

Opgaverne er både store og små.

- Det kan være alt fra malerarbejdet i et sommerhus eller en stor offentlig opgave.

- Men det kan også bare være en enkelt dør hos en kunde, siger René Jensen.

- Uanset hvad, vi skal, så skal fagligheden bare være i orden - og så gør det heller ikke noget, hvis det er en opgave med udfordringer, siger han.

Malermesteren selv har ikke som sådan favoritopgaver, men han kan godt lide at komme i folks private hjem.

- Folk i dag har travlt, og derfor prioriterer de, at det er en håndværker, der kommer og laver et ordentligt stykke arbejde, mener han.

Han trækker vejret ind:

- Jeg kan simpelthen ikke have med at gøre, at der er firmaer, der leverer et dårligt stykke arbejde og så bare lukker, siger han.

- Derfor bliver jeg også bare så stolt, hvis folk for eksempel siger, at de ikke behøver en pris - fordi de stoler på mig.

- Det giver mig en god følelse af, at vi gør det rigtigt, siger han.

Der er åbent hus 4. oktober mellem 13.00 og 16.00 på adressen i Teknologiparken 15.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...