13 børn er en del af det lokale hold

AABYBRO: I sommeren barslede Marianne Dissing Kragh med en idé. Hun ville starte den tidligere professionelle håndboldspiller Rikke Nielsens LykkeLiga op i Aabybro HK.

LykkeLiga er et koncept, der samler børn med udviklingshandicap gennem håndbold. Det miljø har Marianne Dissing Kragh gennem efteråret bygget op i DGI Huset.

Det kulminerede lørdag, da LykkeLiga i Aabybro tog imod afdelingen fra Dronninglund. Det blev til nogle timer med opvarmning, navneopråb, kamp og efterfølgende fællesspisning. 11 ud af Aabybros 13 spillere på LykkeLiga-holdet deltog.

- Det har stille og roligt været stigende, mens vi har været i gang, og nu er der 13 tilmeldt. Det er meget fint. Det er dejligt at se nogle glade børn og forældre, der er glade for, at børnene kan være med på deres egne præmisser, fortæller Marianne Dissing Kragh.

Efter lørdagens kamp mod Dronninglund kigger hun fremad mod det store LykkeLiga-stævne i juni, som Rikke Nielsen står for. Her håber hun på at stille med et stort hold spillere fra Aabybro-området.

I mellemtiden fokuseres der på at møde andre afdelinger i Nordjylland.

Marianne Dissing Kragh har tidligere haft andre roller som træner i Aabybro HK. Men med LykkeLiga-konceptet er hun ude i noget lidt anderledes.

- Det er ikke de samme ting, som vi kan bruge til træning, når målgruppen er anderledes. Men jeg kan jo mærke, at de enormt gerne vil, og de begynder at få et fællesskab, hvilket er helt fantastisk, fortæller hun.

Hun har fået Vivi Ahmio, Ann Flou Rasmussen, Julie Hausager Hejlesen og Karen Bertelsen med som faste hjælpere. Dermed er rammerne om holdet godt på plads.

De mødes hver anden lørdag til træning. Men med tiden kigger man på, om der skal trænes hver uge.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...