Skruer vi et år tilbage, kæmpede Jammerbugt FC med at få omsat chancer til mål og havde det generelt svært i 2. division. Men nu fører det lokale divisionshold i landets tredjebedste række og er ubesejrede i knap et år.

Den status kan cheftræner Bo Zinck holde på efter 1-1 mod Aarhus Fremad i lørdagens divisionskamp. Her scorede Sead Gavranovic for nordjyderne, der nu har 24 point efter de første 10 divisionskampe i sæsonen.

Dermed er der tre point ned til andenpladsen.

- Det var en intens og god kamp. Det kan vise sig at blive et stort point for os. Vi er ikke så lette at slå ud af kurs. Vi svarer hurtigt igen, selvom vi kommer bagud. Det har jeg stor respekt for. Bænken bliver flittigt brugt, og det betyder meget, siger træneren.

Den gode form skyldes især truppens konkurrence.

- Vi har jo startspillere siddende på bænken, som jeg ser det. Vi er gode til at holde dem i gang, og bredden har vist sig frem til kamp og træning. Det er godt og sundt at få større kvalitativ konkurrence. Dem i næste geled har også godt af højt niveau til træning og en god udvikling, lyder det fra Bo Zinck.

Jammerbugts mål falder også fra forskellige spillere gennem den nuværende sæson. Det ser træneren som en står fordel.

- Vi har seks mand, der byder ind og er farlige. Der er stor konkurrence. Det er luksus for os, at der er noget at vælge imellem. Vi har nogle stærke headere, der har scoret mål på standardsituationerne. Det er dejligt, at vi ikke er afhængige af én spiller, lyder det fra Jammerbugt-træneren.

Slutter Jammerbugt FC på førstepladsen i 2. divisionspuljen, så rykker de blåblusede direkte op i landets næstbedste række, når den nye divisionsstruktur slår igennem i den kommende sæson. De næste fem pladser giver i plads i landets tredjebedste række.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...