JUL: 3. søndag i advent blev markeret med luciasang i Vedsted Kirke af Vedsteds Friskoles 7. klasse elever

Søndag 13. december var 3. søndag i advent og Luciadag. I den forbindelse sang elever fra 7. klasse på Vedsted Friskole Lucia og julesange i Vedsted Kirke for forældre og andre interesserede.

Normalt går alle skolepiger Lucia på friskolen og plejehjemmet i Birkelse, men det havde coronaretningslinjer og forsamlingsforbud i år lagt sig hindrende i vejen for. I stedet for blot at aflyse gik friskolen og sognepræsten sammen om at gennemføre arrangementet som Luciasang i kirken. På den måde blev en gammel tradition fra mere end 24 år siden genoplivet, nemlig at friskolen deltog med musik-indslag til en gudstjeneste en af adventssøndagene.

Foruden Luciasangen sang eleverne otte dejlige julesange, både ældre, klassiske som ”Dejlig er jorden” og mere moderne som ”Lille Store Verden” fra julekalenderen Juleønsket.

Musiklærer Vibe Sørensen akkompagnerede eleverne på klaver, ligesom hendes mand Asbjørn Høgholm spillede på kirkeorglet. Endelig krydrede Sognepræsten Benthe Jeppesen arrangementet med en fin fortælling om den kristne og fromme Lucia.

Skoleleder Mikael Rasmussen var meget glad for, at arrangementet kom i stand.

- Vi har efterhånden aflyst mange friskolearrangementer på grund af corona, og her fik vi så med kirkens hjælp mulighed for at lade eleverne synge julen ind. Lucia går ud på at lyse op i mørket med skønsang - og det har vi mere end nogensinde brug for, siger skoleleder Mikael Rasmussen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...