Mandag 14. december blev der givet gaver i Aabybro, Lions Club Aabybro både modtog og gav midler i forbindelse med juletiden.

Der blev i alt doneret 8000 kroner til Lions Club Aabybros julehjælp, som dækker den gamle Aabybro Kommune. Her uddeles kurve til områdets trængende, der mangler noget op til jul.

- Det er en årlig tradition, og i år har der været ekstra pres på. Så det er fantastisk, at nogen har valgt at støtte os, lyder det fra Erik Kolind Nielsen fra Lions Aabybro.

Aabybro Centerforening gav 5000 kroner til initiativet, mens Legekæden/Bog & Idé derudover fandt 3000 kroner.

- Vi har haft 25 medlemmer ude og samle ind, men det har været svært i år på grund af corona, tilføjer Erik Kolind Nielsen.

I samme forbindelse blev Lions Club Aabybros hæderpris også uddelt. Den gik til Marie Albrektsen, som foruden hæderen modtog 5000 kroner.

- Vi har valgt hende, fordi hun gør en stor indsats for det frivillige arbejde i Aabybro. Hun er formand for Ældre i Bevægelse samt aktiv i Aabybro Plejehjems Vennekreds og Aaby Sogns Lokalhistoriske Forening og har generelt et kæmpe arrangement i det lokale samfund. Det har gjort, at vi gerne vil støtte hende med den her anerkendelse, siger Erik Kolind Nielsen.

Hædersprisen gives hvert år til en frivillig i den gamle Aabybro Kommune, som yder en særlig indsats.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...