UDSÆTTELSE: Cheftræner Bo Zinck har sendt sine spillere hjem med løbeprogrammer, mens divisionerne er sat på pause

PANDRUP: Onsdag blev alle divisionskampe frem mod slutningen af marts udsat grundet frygt for smitte af coronavirussen. Det betyder, at Jammerbugt FC må afvikle hjemmekampene mod Brabrand samt Vejgaard på et senere tidspunkt.

Alt imens holder spillerne sig fra 2. divisionsklubben og selvtræner dermed.

- Vi kan dybest set samle vores DBU-kontrakter op og bede dem om at træne, men i forhold til, hvad der bliver bedt om fra øverste instans, ville det være forkert at træne i forhold til smittespredning, siger cheftræner Bo Zinck.

Jammerbugt FC og moderklubben Jetsmark IF har valgt at lukke helt for alle slags træninger frem til 30. marts. Dermed er man løbende i kontakt med spillerne, der selv skal forberede sig på resten af sæsonen.

- Vi har sendt løbeprogrammer ud til spillerne. Det skal de lave derhjemme og fokusere på noget individuel træning med bold, hvis de kan finde et lille græsstykke, siger cheftræneren.

Den lokale divisionsklub ser dog ikke ud til at miste noget træningsmæssigt i forhold til kollegerne i den danske 2. division.

Her er der nemlig bred enighed om at sende spillerne hjem.

- Jeg har ikke hørt om nogen 2. divisionsklub, der vil samle spillerne. Det er ikke bestemt nogen steder, men de fleste gør det samme som os, og mange lukker deres klubhuse helt ned, siger Bo Zinck.

Det betyder, at de mest løbestærke spillere kommer til at stå forrest i køen til Jammerbugt FC’s startopstilling, når klubben igen skal i aktion.

- Går der tre eller fire uger, så er det dem, der er bedst med på løbeprogrammerne, der kommer ind. Men vi ved jo ikke, om der går 14 dage eller 10 uger, siger Zinck.

- Jeg håber, at der bliver lavet noget, så vi kan spille i juni eller juli. Men ingen af os ved det. Vi kan kun holde formen ved lige, da vi pludseligt kan blive bedt om at afvikle kampene, slutter cheftræneren.

Når 2. division igen skydes i gang, er Jammerbugt FC placeret på en sjetteplads i pulje 2 og ligger dermed til en plads i oprykningsslutspillet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...